Øjnene, der så

I vor tid holder vores børn og unge demonstrationer, hvor de gør opmærksom på, at kloden er deres, og de vil have indflydelse på deres egen fremtid. Men lykkes det dem så at få den rådende generation talt til rette, eller vil vi – deres fædrene ophav – i nær fremtid ødelægge universets formodentlig mest fremmelige civilisation? Det ligger vist ingen af os fjernt, ung som gammel, at ødelæggelsen kunne ligge lige om hjørnet. Mon ikke menneskeheden lykkes med at ødelægge sine egne livsbetingelser? Lad os antage, at alt går galt. Lad os følge ganske små enklaver af overlevende mennesker, efter at en vanvittig despot ved en kolossal dumhed udsletter næsten alt liv på jorden. Instinktet for simpel overlevelse en dag ad gangen ligger i hver eneste af os, og nu viser denne bog og en efterfølgende bog, at på sæt og vis klarer vi skærene. Men kan vi være stolte af resultatet?



Uddrag af bogen

Flåden i sin helhed fik et tiltrængt tilskud i form af et antal klædesruller, der med tiden skulle omsættes til nødtørftig beklædning i den rækkefølge, vore sidste trevlede bukser og kjortler faldt af os. Hyrdernes Folk og vi selv var kloge nok til kun at indgå i rene byttehandler, for der var på denne klode kun én valuta, der kunne anvendes, og det var brugsgoder. Hyrderne havde siden udslettelsen trofast fremstillet deres produkter uden at have faste aftagere, og vi var derfor om jeg så må sige meget velkomne kunder i butikken. Deres mejeriprodukter, forbehandlede dyreskind og beskedne lagre af en type korn, de havde fremdrevet, fik os til bogstaveligt talt at stå på hovedet for at finde byttevarer. Det endte med, at vi tog fire unge fåreavlere ombord.



Om forfatteren

Hedder det ikke ”det grå guld”? Forfatteren har i hvert tilfælde vist, at på vej til det 70. år kan sjælen stadig svinge sig frit og utvunget. I bogens verden svinger hun sig elegant fra den ene løgnehistorie til den næste om jordens fremtid, som var det den rene skære sandhed!