"Og døden indtraf 16.08."

"Ud ad døren, rundt om hjørnet, ned ad trapperne. Nu når vi 2. sal. 1. sal. Stuen. Ud ad døren uden at sige farvel til personalet. Hun bemærker dem ikke engang. Det eneste, der fylder i hendes hoved, er jeg vil dø, jeg vil dø, jeg vil dø. Der er aldrig nogen, der kan hjælpe mig. Tårerne triller ned ad kinderne på hende. Solen skinner udenfor på en af sommerens junidage. Men for hende kunne det lige så godt have været torden og lyn. Så havde det i det mindste stemt overens med det kaos, hun følte indeni. Hun bemærker hurtigt det gode vejr, og det irriterer hende. Hvorfor er vejret så godt? Hvordan kan vejret være godt? Verden er jo et forfærdeligt sted, der er slet ingen mening med at leve. Hvorfor? Hvorfor skal solen skinne? En svag stemme bringer hende et splitsekund tilbage til virkeligheden sammen med lyden af de hastende trin, der følger hende. Signe, hvad sker der? Det er hendes mor. De har haft første samtale i psykiatrien og har fået at vide, at de skal vente yderligere tre uger på den tid. På dette tidspunkt har de allerede ventet en måned. Hun sætter bare tempoet op og ønsker sig langt væk herfra. Og det kommer hun senere. Dette er det eneste, der får hendes hjerne til fortsat at sætte det ene ben foran det andet og ikke kollapse under hende. I aften skal hun dø. Det har hun besluttet sig for. Og hun ved lige præcis, hvordan det skal ske. Hun er klar. Eller rettere sagt, hun har erkendt, at verden ville være et bedre sted uden hende. At der er ingen, der kan hjælpe hende af med den her følelse. Så nu giver hun op. Datoen siger den 12. juni 2017, og dette bliver den sidste dag i hendes liv. Troede hun."



- Hende - det er mig, og dette er min historie om vejen tilbage til livet.