Provokationskunst

Provokerende kunstneriske udtryk har spillet en fremtrædende rolle i medierne i de seneste 25 år. Men med tre begivenheder i nyeste tid er spørgsmålet om provokationskunsten aktualiseret.



Diskussionen om forskellige kunstneriske provokationer i medierne fører sjældent til nogen egentlige indsigter. Mediernes hensigt med at bringe historier om provokationskunst er ikke, at søge at forklare, men at ophidse. At vække en altid slumrende forargelse.



Det er velkendt i psykologien, at evnen til at reflektere logisk og rationelt nedsættes proportionalt med det følelsesmæssige engagement. Hvis det i forvejen er svært at diskutere og forstå hvad kunst er, bliver det helt umuligt, når man kaster en buste i havnen og kalder det kunst, slagter en gris som økologisk aktions-kunst, eller udstiller hjemløse på et museum.



Tendensen til at provokere kan i den vestlige kunst spores helt tilbage til antikkens sværmen for det incestuøse drama om Kong Ødipus. Den genoptages i nyere form i reformationens neo-kapitalistiske hollandske samfund. Men i det ultramoderne mediesamfund, hvor alle konkurrerer om at få deres kunst omtalt i medierne, antager provokunsten helt ekstreme former. Tilsidst står kun tabuoverskridelsen tilbage, og medieomtalen er det eneste, der sikrer værket som kunst.



Denne bog forsøger at forklare, hvorfor indholdet i billedkunsten ofte har drejet sig om det anderledes, det tabuoverskridende.



Den tegner den historiske baggrund for provokations-kunsten, gennemgår en række nyere internationale kunstneres provokationer, samt præsenterer ca. 50 danske kunstnere, der i større eller mindre grad arbejder med grænsesøgende og tabuoverskridende emner i deres kunst.