Du har tegnet politisk satire siden 1980. Hvordan har vilkårene for satire ændret sig gennem de 46 år?
Bortset fra to markante begivenheder, har det ikke ændret sig væsentligt. Mit job er at gå til stregen og nogle gange helst også over. Og vi skal kunne lave satire på alt, selv om det nogle gange kan være svært.
De to begivenheder var 9/11 og Muhammedtegningerne.
Jeg har flyskræk, og i 2009 var vi en gruppe Bladtegnere, der skulle til Paris for at besøge Charlie Hebdo. På vej ud til lufthavnen kom jeg til at tænke på, at jeg skulle ud og flyve med syv Muhammedtegnere. Så blev jeg nervøs. I gaten syntes jeg, at enhver ganske almindelig franskmand lignede en grum terrorist fra islamisk stat.
Er der noget, du tegnede eller kunne tegne tidligere, som du ville tøve med at tegne i dag – og i så fald hvorfor?
Ja. Hvis man skal gøre grin med me too og LGBT+, skal det gøres med tungen lige i munden. Dér kan de være sarte på Politiken. Men jeg bestræber mig da på ikke at være alt for medgørlig.
En gang tegnede jeg Inger Støjberg i det tøj hun rent faktisk går i. Så fik jeg at vide, at tegningen var sexistisk.
Er vi blevet mere følsomme over for satire, eller har grænserne for, hvad man kan gøre grin med, bare flyttet sig?
Om I er blevet mere følsomme, må du bedre kunne svare på end mig. Det er jo modtagerne, der bliver trådt over tæerne. Gerne på andres vegne.
Men nogle religiøse grupper er vel nok. Eller enkeltpersoner inde for disse grupper. De jøder, muslimer, katolikker, mormoner, amerikanere og homoseksuelle jeg kender har jeg ikke nogen problemer med.
Så hvis grænserne har flyttet sig, skulle de helst være udvidet.
Hvad skal politisk satire kunne for dig? Er dens vigtigste opgave at få os til at grine, provokere os eller udfordre magten?
Jeg plejer at sige det sådan her: Når jeg sætter mig til papiret, tænker jeg: Når politikerne ser dette her, siger de til sig selv: ”tegneren har ret, jeg er en elendig politiker, jeg går af.” Desværre kan politikere være noget tungnemme. Det tog mig f.eks. ti år at komme af med Poul Schlüter.
En anden opgave er at få Anker tilbage som statsminister. Og det kan det efterhånden godt knibe med.
Du skriver, at du bliver ved med at være “hofnar med papir, pen, tusch og farvelade”, indtil enten papiravisen eller demokratiet forsvinder. Hvilken rolle mener du, den politiske satire spiller for demokratiet i dag?
Den er altså vigtig. Man kan bare se, hvor bange både Trump, Putin og Erdogan er for satire. Jeg tror, at vi er med til at holde politikerne nede i nærheden af jorden. De danske politikere er ikke så sarte. Både Ritt Bjerregaard og Mogens Lykketoft har bedt mig male deres officielle portrætter til henholdsvis Københavns Rådhus og Christiansborg, selv om jeg havde gjort grin med dem i årevis. Det er kun Pia Kjærsgaard, der overhovedet ikke synes, jeg er sjov.
Du skriver, Demokratiet opstod med papiraviserne og forsvinder sammen med dem. Hvad mener du med det?
Papiraviserne er redigeret og skrevet af forstandige mennesker, som tjekker om det de skriver er rigtigt. Politiken er i hvert fald. Man kan godt have sine tvivl om aviser, der er uenige med mig.
Men de fleste får nu deres viden fra nettet, hvor tech-milliardærer og almindelige tosser skriver deres uforlignelige meninger og fordomme. Det bliver man ikke oplyst af at læse.
Kan bogen bruges som Danmarkshistorie i skolen?
Det mener jeg. Nutidens unge kan jo hverken læse eller skrive, når de forlader skolen. Så en Danmarkshistorie, som består at tegninger og talebobler må være lige noget for dem.
