SPORSKIFTE

Her i tredje bog bliver den kvindelige mønsterbryder voksen.
I et hverdagssprog autentisk og alment skildrer hovedpersonen sin kamp for sit eget liv og sin selvstændighed.
De mange levende huskede erindringer gør den unge kvindes erfaringer til vendepunkter i hendes udvikling frem mod voksenlivet i den tid, da kvinder virkelig begyndte at uddanne sig og tale med og imod mænd. Især ældre mænd blev oprørte over, at deres autoritet blev anfægtet. Det oplever hovedpersonen også i sit møde med kærestens morfar.
Også i sin kamp mod sin mors trusler tager hovedpersonen sproget til hjælp og vinder på grund af sin viden og evner til at udtrykke sig bestemt og alligevel høfligt.
Et gennemgående træk i alle tre bøger er, at selvmedlidenhed og klynk er ikkeeksisterende, derimod handling og selvstændig tænkning. Ja, den alt for tidligt ansvarlige ældste pige virker så gammelklog og dog sårbar her i tredje bog.
Heldigvis træder en hjælper ind i hendes liv, når nøden er værst: en mormor, en veninde/ven, en mester (mentor). Dette giver glæde og varme at læse bogen. En fin afslutning på Bodil Viborgs trilogi, hvori hun med udgangspunkt i egne oplevelser giver sin positive og tilkæmpede livserfaring videre til læserne.
Bogen er så positiv og med en total overraskende slutning, at den er velegnet som opmuntring for unge såvel som ældre læsere, der genkender tidens atmosfære af opbrud og holdningsændring.

(Kirsten Pløn Elklit)