Succes – og det der ligner

Jagten på succes er blevet en trosbekendelse. Succes - det
går ud på at fremhæve mig på bekostning af de andre.

Det starter tidligt og breder sig ud over alle
livsområder. Institutionsbørn vurderes ud fra en pædagogisk skabelon. Skolebørn
ud fra nationale test. Unge ud fra deres evne til at manifestere sig i det
digitale univers eller på fodboldbanen.  Og voksne ud fra deres evne til
at få hverdagen til at tage sig nogenlunde overskudsagtig ud.

Forudsætningen er, at alle i større eller mindre
udstrækning tager denne samfundsnorm til sig, og ser tilværelsen ud fra
succesens målestok. Og her hjælper medierne med hjerteskærende programmer som
X-faktor, Det er ren kagemand. Det moderne menneske skal med andre ord hele
tiden vurdere sig selv ud fra evnen og viljen til at gå efter succes.

Det er en skrue uden ende, og derfor breder der
sig en udmattelse i hele samfundet. En udmattelse der samtidig åbner for en
grundlæggende sårbarhed. Både hos børn, unge og voksne. Måske mest tydelig hos
gamle!

Johannes Andersen ser nærmere på nogle af de
mekanismer, der har gjort succes til en norm, og på nogle af udmattelsens og
sårbarhedens konsekvenser. Det er kommet så vidt, at der nu kun er en ting at
gøre: At tage sig en slapper. Ikke bare personligt, men i hele
samfundet.