Tidens Fange

Pigen Xana og den onde munk Molk lever i middelalderen, hvor der falder en mystisk lysende blå sten ned fra himlen.

Dante, Lucy og Storm lever i nutiden, hvor den mystiske sten dukker op igen.

På forunderlig vis bliver deres historier flettet sammen på tværs af tiden, og ondskaben trænger ind i nutiden. Sammen må nutidens og fortidens unge mennesker kæmpe mod ondskaben og Monks endelige hævn over byen Klosterby, som danner rammen om både nutiden og fortiden.

Det bliver en hæsblæsende mission fyldt med en tosset morfar, flyvende dinosaurer og en ond munkeorden. Og så er der også plads til lidt kærlighed, trælse søskende og mindst lige så irriterende forældre samt alle bøllerne fra skolen.

Tidens fange er Søren Juhlers debutroman og det er tydeligt, at han har rigtigt meget på hjerte. Men jeg savner, at der har været en mere fast redaktørhånd inde over, der har holdt fortællingen på sporet. For der sker alt for meget. Der er tusind små historier, der stritter i alle mulige forskellige retninger og ingen af dem bliver fulgt ordentligt til dørs. Bogen havde været stærkere, hvis der var blevet skruet ned for ambitionerne om at fortælle alle de historier, forfatteren havde inde i hovedet og hovedhistorien i stedet var blevet skåret skarpt og stramt. Jeg savner også, at karaktererne bliver foldet mere ud. De er for overfladiske og mangler dybde og mening.

Det er første bind i en trilogi og jeg er spændt på at læse de to andre, og se om fortællingen er strammere i dem. For Søren Juhler har masser af talent og gode historier, der står på spring for at blive fortalt. I denne bog er de bare ikke blivet hjulpet godt nok på vej til en helstøbt læseoplevelse.