Tøger

Da Tøger Seidenfaden døde den 27. januar 2011, reagerede tusindvis
af mennesker med spontan, ægte sorg. Født folkelig var Tøger bestemt
ikke. Han talte som en overklassedansker og var belæst som få. Og
han måtte bære rundt på et prædikat som arrogant det meste af sit liv.
Men Tøger brugte sin begavelse, sit oratoriske talent og sit instinkt til
at værne om de værdier, der ligger i begreber som menneskerettigheder,
frihedsrettigheder og demokratiske rettigheder. Og han huggede
til, hver gang det blev uanstændigt. Han brugte den frie presse til lige
præcis det allervigtigste, man kan bruge den til.
Tøger var oprindelig tænkt som en bog om den seneste generations
mest markante og kontroversielle debattør. Den er blevet til et portræt
– et stort livsportræt – af et dybt, ærligt og sjældent engageret menneske,
som ikke taler mere. Bogen er baseret på samtaler med Tøger
og mange andre siden efteråret 2009. Kort inde i forløbet blev Tøger
syg. Men samtalerne fortsatte, og de sidste blev gennemført få dage,
før han døde.
Tøger havde respekt for individet, for friheden og for værdigheden. Han
viste sin respekt ved at slå ned på racisme og fremmedhad. Ved at harcelere
mod urimeligheder og undertrykkelse. Ved at tale uanstændigheden
midt imod. Lag for lag skrællede han sig i samtalerne gennem
sit – og vores – liv fyldt af magthavere, skæbner, absurditeter og møder
med primitiviteten, magtarrogancen og mangelen på ordentlighed. Og
hold kæft, hvor lå der meget snavs tilbage i den store røde hjørnesofa i
hjemmet på Emmasvej. Men også en masse kærlighed. Til livet og sine
medmennesker.