Undervisningens genopdagelse

I ‘Undervisningens genopdagelse’ argumenterer Gert Biesta for en konservativ opfattelse af undervisning – der viser sig at være særdeles progressiv, men som skal ses i modsætning til det moderne læringsprojekt, hvis bestræbelser Biesta sammenligner med robotstøvsugerens dygtige tilpasning.

Bogen advarer mod læringgørelsen af uddannelse og pædagogik og en reducering af læreren som læringsfacilitator. Biesta opfordrer til at genoverveje og genopdage, hvad undervisning egentlig er og kan. For Biesta er pædagogikkens og undervisningens ypperste formål ”at vække andre menneskers lyst til at eksistere i og med verden på en voksen måde”. Det kræver, at undervisere står ved, at læring ikke foregår automatisk og instrumentelt,  men at læring sker i spring og i samvær med andre levende mennesker. Biesta udfolder i bogen med både filosofisk tyngde og i nuancer det unikke og uerstattelige arbejde, som lærere udfører.

Biesta argumenterer teoretisk om den praktiske undervisning, fordi man derved kan erkende de dybere sammenhænge i læringsbegrebet, ligesom han inddrager tænkere som Emmanuel Levinas, Paulo Freire, Jacques Rancière og Hannah Arendt.

‘Undervisningens genopdagelse’ er Biestas fjerde bog i det, han selv regner for sit hovedværk om pædagogik, undervisning og uddannelse.

Bogen henvender sig til undervisere, forskere, politikere og andre engagerede i uddannelsesdebatten.