Zoi

En organisk sci-fi - kan man det?

Jeg har ikke oplevet det før, men Jane Mondrup har skrevet en og det virker overraskende godt.

Vi er i en udefinerbar fremtid, hvor udlængslen og nysgerrigheden fylder meget og for nogle indbyggere trækker så meget, at de er villige til at opgive hele livet på Jorden for at undersøge, hvad der er ude i rummet.

Bogen veksler mellem datid på Jorden, hvor geografiske afstande er minimeret og familiestrukturen er brudt op for at skabe en anden sammenhæng. Nutiden foregår inde i en zoi, der er en evigt foranderlig organisme, der bevæger sig gennem rummet.

I forsøget på at blive klogere på livet i rummet, må besætningsmedlemmerne gå i et med organismen og følge den organiske udvikling, der presser dem til deres yderste.

Det er en stille roman med lige dele tristesse og blødhed og den minder ikke om andet, jeg har læst. Selvom det er et halvt år siden jeg læste bogen, hænger den stadig ved i min bevidsthed.

Læs den, hvis du er til eksperimenterende litteratur, der tager os med steder, hvor vi ikke har været før, og hvis du er til sci-fi, der ikke behøver handle om højtudviklet teknologi og hårde stålfacader.

Bogen udkom samtidig på dansk og engelsk og jeg har læst den danske udgave.