Anette Riis har sendt denne fine anmeldelse Første linje i romanen siger egentlig det hele. Denne bog handler om en ung pige, der har planer og ambitioner for sit liv; på Trods af miserable vilkår, der konstant spænder ben for hende. Hun vil gå i skole, hun vil have noget ud af livet, og hun vil ikke være som sin mor. Aldrig. Men inden da går hun grueligt meget igennem. Man sidder og læser, mens klumpen i ens mave bliver større og større. Som om man bliver søbet ind i personens blodige drømme, og dopet i en dunst af den maling og terpentin, hun bevæger sig rundt i. Ekstremt levende og fortættede fortællinger om at blive efterladte som børn og skulle klare sig selv - tage hånd om hinanden i en alder, hvor det slet ikke burde finde sted. Romanens primære tema beretter om en mor, der slet ikke magter at være mor og aldrig formår at ændre på det. Det får en voldsom betydning for datteren, der i moderens fravær mangler sin fantastiske far at læne sig op ad. Citat s. 17 nederst: “Hver morgen, når vi sad og spiste havregrød, kom far ned med den dejligste duft omkring sig. Vi blev alle efter tur strøget på på håret, uden at vi piger fik ødelagt vores stramt flettede fletninger. Far nynnede tit og satte hver morgen en halv suttet gajol af på tallerkenkanten, det skete alt sammen med fuld opmærksomhed fra seks store øjne. Som på kommando efter at far havde rejst sig fra bordet, rakte den, hvis tur det var, ud efter gajolen og puttede den i munden med et saligt blik i øjnene. Nogle gange hørte vi ham sige til mor: “så skete det også i dag,”og han nynnede velfornøjet.” Et kærligt miljø på trods af alting, ihverfald så længe faderen er levende - dvs. indtil pigen er 8 år. Vi hører om en miserabel konfirmation med dåsemad, om at forsøge at være som de andre, om at være kvinde i et mande-håndværkermiljø, om at arbejde ihærdigt og tjene sine egne penge, om at ville noget, uddanne sig og meget andet. Heldigvis er det hele ikke den rene elendighed. Der er det gode spejderliv - og ikke mindst flugten ind i bøgernes verden, som hjælper hovedpersonen igennem svære perioder og ensomhed. Den unge kvinde bliver i den sidste del af bogen forelsket - og endda i en ‘ordentlig fyr’ som vil hende det bedste. Vidunderlig læsning, der uden tvivl tænder små gløder af små kærlighedsminder hos læserne. Hovedpersonen bliver heldigvis hjulpet af gode mennesker, som f.eks. mester og hans kone - og pigens empatiske og livsglade mormor: Citat s. 48 nederst: “Mormor arbejder i en af de runde kiosker, der står rundt omkring i København. Der var så lidt plads i kiosken, at hun sad ovenpå de nye aviser. Derfra kunne hun nå hele udvalget i kiosken" Da hun kender de fleste kunder, har hun cerutter, cigaretter og aviser klar, når hun ser, at de er på vej op ad trappen på Nørrebro station, som er hendes faste plads. Efterhånden som aviserne bliver solgt, kan hun nå gulvet, først med tåspidserne og så først lige før fyraftenstid med hele foden. Hun plages tit af fødder der ‘sover’, fordi de hænger og dingler det halve af dagen. Og er det rigtig slemt, må hun tage en lille stak blade og bruge dem som fodstøtter. Hun tager altid ekstravagter, og kufferten står pakket. Rom med Peterskirken er favoritten. Men ellers rejser hun alle steder, hun er ikke vanskelig. I Peterskirken har hun været 8 gange og er slet ikke færdig med at se den samt al den flotte kunst, der er i hele kirken. Bodil Viborgs autofiktive roman river læseren med sig, og ordene står lyslevende på siderne. Den er ikke opdelt i kapitler, så man flyder uhæmmet - og indimellem lettere rædselsslagen med den unge kvinde gennem hendes barndom og ungdom. Romanen vidner om en forfatters særdeles gode hukommelse med rigtig mange sjove, erindrede detaljer gennem årerne, også historiske. Det er en debutroman, og den har uden tvivl medvirket til en god mental oprydning af gammel sorg, som tit sidder uløseligt fast i alle kroppens porer. Barske oplevelser, som dog også kan gøre et menneske viljestærkt og modigt; og i stand til at handle på oplevelserne og gå sine egne veje. Bogen vil nok vække genkendelse hos andre, der har oplevet lignende hårde opvækstbetingelser; men på den måde kan man opleve, at man ikke står alene. Romanen er suverænt godt skrevet af en debuterende forfatter. Det er slet ikke så dum en idé at hoppe ud, hvor man ikke kan bunde - også selv om man mister fodfæstet for en stund, når man deler sine skyggesider. Spring roligt ud i en 2’er, så vi kan følge kvinden videre gennem årene. Måske skal den hedde: “Altid mig selv.” Anmeldt for forlaget mellemgaard af Anette Riis, april 2022