Da den populære franske romanforfatter Alphonse Daudet som 45-årig begyndte at få alvorlige symptomer på den syfilis, han havde lidt af siden teenageårene, valgte han at håndtere sygdommen ved at skrive om den. Hos Daudet kom syfilissen til udtryk som tabes dorsalis, rygmarvstæring, der resulterer i gangbesvær, koordinationsproblemer og voldsomt stærke smerter. I årene 1885-95 registrerede han i notatform sygdommens udvikling og smertens mange former, ligesom han beskrev de forskellige frugtesløse behandlingsformer, han lod sig underkaste, tillige med det stigende forbrug af morfin og sovemedicin. Alt sammen skrevet med en ubarmhjertig stoisk vilje til indsigt i sig selv og smertens væsen, men galgenhumoren er sjældent langt væk – for eksempel når han skildrer de kursteder, hvor borgerskabets syfilitikere flokkedes. Daudets rejse gennem smertens rige er både et uafrysteligt vidnesbyrd om livet som ensom smertepatient og en lille litterær perle om, hvordan sproget tager kampen op mod den stumhed, der truer, når den slidte og forpinte krop gør krav på al opmærksomhed. Uddrag af bogen Erindring om det første besøg hos dr. Guyon, rue de la Ville-l’Évêque. Han undersøgte mig med sonde. Kontraktion i urinblæren, let irriteret prostata, kort sagt ingenting. Og dette intet, som var begyndelsen på alt: invasionen. ⁂ Smerten er altid ny for den lidende, men bliver triviel for omgivelserne. Alle vænner sig til den undtagen mig. ⁂ To dage med store lidelser. Kramper i højre fod med smerter, der flammer helt op i siderne. Som et enmandsorkester, der hiver i alle sine snore for at spille på alle instrumenter samtidigt. På vejen mod Draveil, snore om albuerne, snore om fødderne … Smertens enmandsorkester, det er mig. ⁂ I mit elendige udhulede kadaver, som svækkelsen har tømt, genlyder smerten som en stemme i et lokale uden møbler og gardiner. Der er dage, lange dage, hvor smerten er det eneste levende i mig. Om forfatteren Alphonse Daudet (1840-97) var romanforfatter og dramatiker. Han vandt popularitet med sine stemningsfulde skildringer af livet i hjemstavnen Provence, f.eks. i novellesamlingen Breve fra min mølle, der er blandt hans kendteste værker. Senere tilsluttede han sig den naturalistiske skole og skrev en række sæde- og samfundsskildringer.