Brians nyeste prosadigtsamling: ”Livet set gennem en pistolmunding” er klart en stor læseoplevelse. Bogen er en samfundskritisk skildring af det moderne samfund, hvor forfatteren gennem hverdagsbeskrivelser, spicet op med ordspil såsom ”levende lig”, ”dødens frikvarter”, forunderlige formuleringer som ”røgfyldt livmoder”og små kommentarer får os til at undres, mens vi bliver præsenteret for kompleksiteten i at leve et liv, og enten blot at være her, eller leve et liv i samspil med andre. Gennem hele bogen bliver man som læser holdt i hånden, da hvert digt sluttes med en kort refleksion over prosadigtet. Her har det været spændende, for mig som læser, hvorvidt Saugbergs kommentarer peger i samme retning som min egen tolkning. Ligeledes har det efterfølgende været interessant at genlæse digtet med kommentaren for øje. For mig tvinges jeg gennem Brians hverdagsskildringer til at stoppe op og forholde mig til mit liv og mine omgivelser, før det er min tur til at komme i ”Den sidste park”. Jeg vil i hvert fald lægge min skærm væk og tro på, at de følelser, der er forbundet med at være ung i dagens Danmark, er okay, og så genlæse digtsamlingen.

Brian Saugberg har skrevet en yderst læseværdig prosadigtsamling bestående af stemningsfyldte fortællinger, som har gjort et kolossalt indtryk. Da jeg var færdig, besluttede jeg mig for, at jeg vil læse den endnu en gang for at kunne samle op på alle mine overvejelser om fortællingernes skildringer af den moderne verden. Digtsamlingen har også sine samfundskritiske skildringer af det moderne samfund, hvor skribenten gennem hverdagsbeskrivelser og små sansninger igennem sit ambitiøse lyriske sprog får læseren til at undre sig over livets op- og nedture. Jeg må tage hatten af for digterens skarpe betragtninger over tilværelsen. Brian Saugberg formår at vække fortællingerne til live og skabe en film for hvert eneste digt. Man kan fornemme, at digteren har meget på hjerte. Hertil er en finurlig omstændighed med skribentens anvendelse af små opsummeringer på 2-5 verslinjer til hvert prosadigt, hvor skribenten pointerer, hvad essensen med digtet muligvis er. En fængende metode at gøre brug af, uden at det bliver for forklarende, for det får læseren til helt automatisk at reflektere endnu mere over, hvad ideen bag digtene er. Herudover er der også at tilføje, at digterens formuleringer af ord og sætninger er ret avanceret, som jeg ikke lige kan sammenligne det med noget andet, som jeg har læst. Jeg er lidt tom for ord her. Brian Saugberg overrasker læseren med sin inddragelse af vidt forskellige sansninger, erindringer og viden fra et langt og heftigt liv til at kunne beskrive den moderne verden. Fortællingerne rammer derfor også en bred målgruppe, hvortil jeg også kan perspektivere mit ungdomsliv til flere af scenarierne og blive beriget af en klog forfatter med vise ord. FOR LIVET ER SOM AT BESTIGE ET BJERG, MAN VIL STØDE PÅ FLERE NEDTURE, MEN ALT SKAL NOK GÅ I SIDSTE ENDE. Dette budskab kommer virkelig til udtryk i flere af prosadigtsamlingens fortællinger, der skildrer livets mørke sider, bl.a. i den grusomme oplevelse i sovesalen, der også kan perspektiveres til en nyere tragisk fortælling på Herlufsholm. “Husker min makkers skrig i øjnene. En krop spændt som en aftrækker. Sommetider spekulerer jeg på, hvilken betydning den flaske oppe bagi fik for min cellekammerat”. Digtsamlingen giver små udveje til at håndtere tilværelsen i 2022 på, men er vi mennesker blevet for egoistiske og selviske? En sidste kommentar herfra skal lyde, at hvis du vil blive klogere på den moderne verden i 2022, det stillede spørgsmål, eller bare vil opleve anderledes og gribende lyrik, kan denne digtsamling stærkt anbefales.