Frederik og Valdemar

I begyndelsen var Frederik og Valdemar. De har kendt hinanden i mange år og er på dette tidspunkt i 80erne. Denne bog er en fortælling om deres usædvanlige liv med venskab, vildfarelser - og svigt.

Når de to mænd ser sig selv i et større perspektiv, vil de gerne fremstå med gode evner og anlæg. Valdemar mener, at han er temmelig godt intellektuel begavet. Det med følelserne er han dog god til at skjule. Frederik ser sig selv som emotionel begavet. De har opbygget et selvværd, som især i begyndelsen tager udgangspunkt i selvudvikling ofte pyntet med tro og håb. Frederik og Valdemar lever med deres tvivl og drømme, som mænd, der søger efter en mening på baggrund af en række svære år i en verden under forvandling. De er desuden vokset op i en samtid med stor individuel frihedstrang med lyst til at flyve højt. Når de falder, evner de at rejse sig, så de fortjener, trods et liv med intellektualisme, tankelidelse, følelsesudsving, selvkoncentrerthed, at deres historie bliver fortalt. Det grundlæggende i deres liv i bredeste forstand er tro og viden. Frederik gør sig mange tanker om Kristendom, og udvikler langsomt sin tro på Evigheden. Valdemar er videnskabsorienteret. Svaret om Gud og troen finder han i den menneskelige hjernekonstruktion. Han indrømmer dog, at bevidsthed er videnskabelig svær at forklare, ellers indrømmer han sjældent noget.