Inderkredsen

Inderkredsen er et portræt af det vestlige menneske, teknologiens fortsatte erobring, patriarkalske strukturer og intellektualismens fald. Jacob Skyggebjergs hidtil vildeste, mest ambitiøse og sprogligt stimulerende værk. En tragikomisk tour de force, der blæser til kamp med og mod tidens moralske renfærdighed. En moderne Hærværk. 
Patrick Sørensen Falk har al mulig grund til at være glad: han har for nyligt forsvaret sin ph.d. i litteraturvidenskab – om det erotiske element som katalysator for læserens årvågenhed i senmoderne skønlitteratur – og nu står han på tærsklen til at blive optaget i den magtfulde kritiker Tudses inderkreds. Et selskab af herrer, om hvilket det siges at deres samlede indflydelse er umålelig:

Litteraturhistorien skrives ikke af forfattere; den skrives af os – som Tudse snart skal formulere det for ham. Patrick går en tid med storhed i møde.

Men der er altid en slange i paradis. På hjemmefronten har ægtefællen Karen travlt med at få sat (begavede) børn i (en tiltagende idiotisk) verden: det seksuelle samkvem er blevet sat i system, og lyst følgelig en latterlig romantisk indbildning.

Og over for dette liv, og Karen, står internetpornografien så med sin altid alle steder frit tilgængelige, ubegrænsede palet af perfektionerede fiktioner. Snart er Patrick godt på vej gennem en psykologisk og moralsk deroute, der ikke stopper, før den verden, han har kendt, brænder sammen.

Inderkredsen kan kaldes en moderne Hærværk – for den vågne læser er der adskillige referencer – men først og fremmest på grund af den misbrugets uhjælpelighed og blinde, som vi bliver vidner til: denne tåbelighed. Og så selvfølgelig fordi, det er anmelderstanden, der får lov at være marionetter i denne forestilling – og er det ikke også oplagt: at lade den højest forfinede smagssans reagere på det lavest tænkelige skidt – pornoen, og pornoens fortællinger.

I Inderkredsen bliver tidens forestillinger om moralsk renfærdighed sat over for den virkelighed, vi også lever i: en teknologisk amokløben tid, hvor fråds og fristelser og egotistisk selviscenesættelse glorificeres som den egentlige frelse. En narcissistisk tid - storhedsvanvid er den nye folkesygdom, fastslår Tudse.

En tragedie, nuvel, men også en satire over vor samtid – meget vil være genkendeligt, omend forvrænget i digtningens filtrering.