Jens

Jens former sig som en meget personlig fortælling om en mand, der har fulgt det danske samfund og dets omskiftelser fra sidst i fyrrerne frem til vore dage. Det handler om en opvækst på landet, i landsbyen Staun i Himmerland, ikke langt fra Johannes V. Jensens Farsø. Det handler om livet på gården, om at ”være en lidt sær dreng”, det handler om karle og piger gå gården, om forældrenes indimellem stormfulde ægteskab, om fuldstændig fastlåste kønsroller, og det handler om trangen til at komme væk, væk til en anden verden, en trang, der bl.a. giver sig udslag i, at Jens en dag, da han cykler hjem fra gymnasiet, beslutter, at han fra det ene øjeblik til det andet ikke vil mere vil tale dialekt, heller ikke derhjemme. Det handler om at komme på universitetet i Aarhus, om at lære at stå på egne ben med alle de bump på vejen, det fører med sig, om at udvikle sig til forfatter, fra den spæde begyndelse til den større og større sikkerhed og anerkendelse, om at blive gift og få børn, flytte ind på et nedlagt husmandssted på Mors og indrette sig der, flytte til udlandet, til Luxembourg, fordi konen får job dér, og i ni år betragte Danmark udefra, et Danmark, hvor der ikke er meget tilbage af barndommens land.]]>