”Som tiden er nu, mangler vi måske drømmerne”
Nanna Holm om at skrive sin første roman i slutningen af 40’erne, om magien der opstår, når romankarakterer får deres eget liv og om, hvad vi kan lære af den kollektive måde at leve på i dag – på godt og ondt.
Røde Port er din første bog. Du debuterer som 49-årig. Hvordan kom du i gang med at skrive?
Jeg har skrevet, siden jeg var helt ung, og interessen for skriften fik mig til at søge ind på retorikstudiet. I mange år arbejdede jeg som kommunikationskonsulent, men for fem år siden var jeg klar over, at jeg skulle en anden vej, men vidste ikke hvilken. På et tidspunkt spurgte min kæreste, hvad jeg ville, hvis jeg helt selv kunne bestemme, og en stemme fra noget underbevidst brød igennem og svarede meget klart og uden tøven: Jeg ville skrive en bog. Jeg blev selv lidt overrasket, men samtidig føltes det meget rigtigt. Kort efter sagde jeg mit faste job op for at prøve. Og hurtigt stod det klart, at det på flere måder var en vej til at komme hjem.
Hvorfor lige en roman?
Jeg har nok altid befundet mig godt i iagttagerpositionen, og jeg har det virkelig godt i fiktionens rum, det er en anden måde at være i verden på, hvor sanserne og følelserne har plads og ret. Dét at skabe en sammenhængende verden og undersøge mekanikkerne i den, dynamikker mellem karaktererne og internt i dem hver især, er virkelig spændende. Jeg har generelt arbejdet meget intuitivt med Røde Port og ladet de forskellige spor i historien rulle sig ud fra skriften, så at sige, mere end fra færdige tanker. Det er, som om der hele tiden har ligget en rytme nedenunder teksten, som jeg har lyttet og ledt efter, lidt som en jagt. Og altså, dén følelse, når noget er skrevet frem, og man kan mærke, at der var den!
Vidste du fra begyndelsen, hvad det var for en fortælling, du ville skrive?
Nej, slet ikke. Jeg startede med at skrive på en anden historie, hvor jeg havde en klar skitse til en fortælling, men det blev faktisk som at udfylde en malebog, sproget døde, og det var både kedeligt at skrive og læse. Så skiftede jeg spor. Det eneste, jeg vidste, da jeg gik i gang med Røde Port, var, at historien skulle handle om livslange venskaber, og at jeg gerne ville arbejde med tre karakterer. Netop synsvinkelskiftene har været helt centralt i udviklingen af historien. Især har jeg brugt dialogen og karakterernes tanker i mellemrummene til at nærme mig dem fra forskellige sider. Hvad oplever den ene, og hvad ser og tænker den anden? Hvordan er de i det sammen? De små forskydninger, når synsvinklen skifter og driver begivenhederne fremad.
Omdrejningspunktet er det fiktive fritidskollektiv Røde Port. Hvad er det for et sted?
Røde Port er et fritidskollektiv på Langeland skabt på et tidspunkt i halvfjerdserne af en gruppe voksne med rødder i ungdomsoprøret. Her hyldes frisindet, man er optaget af den store verden, diskuterer politik og kønsroller ved langbordet, og der er plads til store personligheder og folk, der stikker ud eller er på en nedtur. Som Ebbe, en af de voksne, forklarer visionen: ”Røde Port er et fristed for voksne og børn, en legeplads. […] her smelter drømmene for fremtiden sammen med vores levede liv, og vi er den forandring, vi ønsker i samfundet.” Men for børnene eksisterer det eventyrlige og frie i de lange lyse dage side om side med et mørke og en grænseløshed. Og det er det, de navigerer i, når de er på Røde Port. Som fortællingen skrider frem, kommer Røde Port også til at repræsentere en brydningstid, mennesker i opbrud. Noget, der var, og som blev for svært at holde fast i.
Bogen har også et nutidsspor. Vi følger på skift de tre barndomsvenner Aske, Gry og Mona. Hvor er de i livet, da vi møder dem? Er der en fællesnævner, en prægning fra den fælles opvækst, de er rundet af?
De tre venner kredser i nutidssporet hver især om opløsninger af de liv, de lever. De har svært ved at finde meningen og finde ud af, hvor de hører til, og samtidig er de præget af en længsel. Gry er meget tæt knyttet til sin mor, men føler sig grundlæggende ensom i det store fællesskab, der er organiseret omkring kernefamilien. Mona, der befinder sig i sådan en familie, oplever ensomheden og meningstabet inde fra den. Mens Aske har isoleret sig selv med alkoholen. Fælles for de tre karakterer er, at de på nogle måder er relativt umodne som voksne. Hvor de i deres barndom var små voksenbørn, har de nu svært ved at blive ”rigtig” voksne. Det er, som om den modning, der blev fremskyndet, da de var børn, har efterladt dem med en umoden kerne, de nu kæmper med, et barn, der sidder fast derinde.
Find hele interviewet her
