Smerterig

Det hele føltes, som var det i går. De siger, at tiden læger mine sår, men hvornår? Ærligt, hvornår er jeg færdig med at stå her og ligne en, der er til grin for hver tåre, der kommer. Jeg kalder, jeg skriger – men ingen hører mig. I mørket er jeg en kriger, når lyset kommer, er jeg svag. Det føler jeg mig. Så velkommen ind i mit kaos og rigtig god tur i min rodebutik.



Hele landet lærte Simona at kende, da hun som 16 -årig første gang tonede frem på skærmen solariebrun med lange negle og mindst lige så lange øjenvipper i Prinsesser fra blokken. Otte år senere vendte serien tilbage til Simona, der hang fast i misbrug og menneskelig isolation, kun med et spinkelt håb om et bedre liv. I Smerterig får vi nu med Simonas egne ord hendes ufiltrerede skildring af et liv på bunden af samfundet, hvor drømmene findes, men lyset har svært ved at trænge igennem.



Jeg er blevet et symbol på systemets størrelse i sko. I dag kæmper jeg stadig, mit fængsel er stadigvæk større end hans. Jeg græder, river mig og skriger stadig. Jeg er blevet et menneske lavet af mørke, intet lys trænger igennem de høje, dystre mure. Jeg lytter ikke, jeg tager for givet, og jeg hader. Jeg nyder ødelæggelse og smerte, for i min verden findes der ikke andet. Jeg rammer bunden hurtigere end andre og med et stød så hårdt som et flystyrt. Ligegyldigheden, mistilliden er stor her hos mig. MEN. Jeg har lagt mine planer, min fuckfinger skal nok efterlade et stort aftryk i de udvalgtes hoveder.



Hvad tænker I om mig?

er det synd for mig

en dulle

dum som en dør

for meget

for lidt

beskidt

stakit

kasket.