Vi kunne alt

Solsorten fløjter sorgløst højt på himlen over Værløses villavejskvarterer i de tidlige 70ere. Inde i husene bag ligusterhækkene er stemningen mere trykket. Det er den i hvert fald hjemme hos Merle. Moren er hårdt plaget af en galopperende sygdom, og af og til slår farens tålmodighed ikke til, så er han pludselig forsvundet - enten ned i flasken eller af sted på valsen. Merles storesøster har sit at slås med, og Merle står helt alene med problemer, hun ikke er gammel nok til at løse i sine tidlige teenageår. Solsorten letter fra tagryggen, men Merle får aldrig lov at folde sine vinger ud; den første forelskelse omgærdes af skyld og skam, venner bliver til fjender og de voksne magter ikke at være voksne.
Romanen tegner et tidsbillede af den sorgmuntre optimisme, der prægede de tidlige 70ere og minder om, at selvom man har fået råd til både parcelhus og familiebil, er det ikke sikkert, man kan alt. Som en selvstændig forlængelse af Folkets skønhed møder vi nogle af de samme personer, vi kender fra tidligere. Blandt andre naboen fru Pryds og hendes datter Merete, som bliver Merles veninde. Men livet i de nye forstæder og forventningerne til børnene resulterer i helt andre udfordringer for bogens hovedpersoner.