Indigo

Moren ville være forfatter. Pigen kunne blive vækket midt om natten, så mor og datter sammen kunne drukne sig i havnen. For der var kommet et nyt afslag fra et forlag.

Allerede som toårig kom pigen for første gang på børnehjem. I de følgende år er hun skiftevis hos sin psykisk ustabile mor, hos tanter og onkler, i vildfremmede menneskers varetægt, på forskellige institutioner og børnehjem.

Indigo er en forfatters kamp for på én gang at huske og skrive om en kaotisk barndom. Her er det barnet, der forsøger at huske, og forfatteren, der modstræbende dykker ned i erindringens mørke og møder fortrængte og glemte dæmoner.

 

Pressen skriver:

»Det er hjerteskærende og tankevækkende, og det vil fremkalde identifikation og barndomserindringer hos enhver læser … Vita Andersens ultraenkle prosa er stærk, fordi den rammer følelsen og sansningen rent.«

**** – Politiken

»Indigo er hjerteskærende erindringsfragmenter fra en ustabil barndom. Virkeligheden bliver et flimrende hulter-til-bulter af sansninger og tankespring – og det fortællende jeg opløses for øjnene af læseren … Uden Vita Andersen ville verden være en meget speciel forfatter fattigere.«

– Information

»Skriften og forfattersubjektet synes trods en klar trodsighed og modstandstrang underlagt og determineret af barndommen. Det giver værket en appellerende anspændthed og et sympatisk udtryk af håbløshed.«

**** – Berlingske

»Som i sit øvrige forfatterskab kredser Vita Andersen her om svigt, savn, identitet og kærlighed. Og hun gør det godt. Romanen hænger sammen både indholdsmæssigt og sprogligt, og de mange og gentagne svigt … fremstår ekstra grusomme, fordi de bliver set gennem et håbefuldt og lidt naivt barns øjne.«

– Bibliotekernes Lektørudtalelse

»Det er hjerteskærende læsning.«

– Midtjyllands Avis