Hvis du lå for døden, hvordan ville du så se tilbage på dit liv?

Den tankeøvelse tror jeg, at mange af os har prøvet. Kigget nærmere på de værdier og prioriteringer, man lever ud fra og vurderet dem ud fra spørgsmålet: Vil jeg fortryde, når jeg løber tør for tid?

Forfattere som Dorrit Willumsen og Lotte Kirkeby har med romanerne Tjeneren og hans søster og De nærmeste behandlet sorgen, der kan ligge i alt det uforløste, når døden sætter sit punktum. Lisa Ridzéns roman Tranerne flyver mod syd går ind i samme tematik, når hun lader os flytte ind i sindet hos en ældre svensk mand, der nærmer sig afslutningen på livet.

Romanens hovedperson Bo er 89 år og bor alene i sit hus på landet, efter hans kone er rykket ind på byens demensplejehjem. Den tidligere savværksarbejders krop er slidt og gigtplaget. Til selskab har Bo sin hund Sixten, som han går ture med i den nærliggende skov.

Bo får bad af hjemmehjælperen, hjemmet bliver også gjort rent, og i fryseren ligger færdigretter leveret af sønnen Hans. En stadig større del af dagen bruger Bo på, i sit sind, at vandre ind og ud af erindringer om sin egen opvækst, mødet med sin kone, det tætte venskab med en kollega, og Hans’ udvikling fra barn til voksen. Når han da ikke falder i søvn, liggende på slagbænken i køkkenet.

Minderne, vi får indblik i, handler om det, som Bo måske kunne have håndteret anderledes i sine relationer. I bakspejlet ser han sig selv være stejl og uforsonlig i forholdet til sin søn. Nu er Bo selv afhængig af sin søns rummelighed og forståelse. Men den kærlige forbindelse mellem far og søn har haft svære vilkår, og de to har vanskeligt ved at finde sproget til at åbne sig overfor hinanden.

I takt med at Bo bliver mere svækket, tager sønnen Hans nogle svære beslutninger. Hunden kan ikke længere være hos Bo. Det udvikler sig til en bitter kamp mellem far og søn, og skildret fra den gamle mands perspektiv hænger den sidste livslyst sammen med Sixten.

Lisa Ridzén skildrer med stor indlevelse, hvordan det er at blive gammel og skrøbelig og se sine muligheder blive indskrænket dag for dag. Bo lever i en tilstand af frygt for at miste sin hund, sit formål med at stå op og gå ud i verden. Og sønnen Hans fjerner stadig mere af det, der giver livet værdi for Bo, i frygten for at Bo skal komme til skade.

Alle, der har med ældre mennesker at gøre ved, at det ikke er nok at holde hjemmet rent og sørge for frisk pålæg i køleskabet. En værdig pleje af vores gamle handler også om forståelse og nærvær. Og så er spørgsmålet jo: Kan man nå at indhente det, hvis det har knebet med nærværet tidligere i livet?

Bogen veksler mellem en lidt tåget nutid set fra Bos perspektiv, klare tilbageblik i Bos liv og så en række dagbogsnotater fra den bog, som familie og plejepersonale efterlader observationer og beskeder i. Dagbogsnotaterne fungerer perfekt som en påmindelse om, at Bo ikke altid selv kan se, hvor fysisk svækket han er.

Romanen har fået stor opmærksomhed både i Sverige og resten af verden. Måske fordi de fleste kan genkende de svære etiske valg, som ligger i en værdig pleje og behandling af vores ældste, mest svækkede borgere.

Lisa Ridzén er lykkedes med at give de døende en gribende og troværdig stemme. Også selv om den lyder som en anklage, da den ene gamle i romanen spørger den anden: Synes du ikke, det er mærkeligt, at de absolut vil holde os i live, når vi nu ikke længere har et liv.