Q&A med Kim Leine
1. Hvad har læserne i vente i dette afsluttende bind i din spændingstrilogi?
Læserne kan vente en intens spænding, hvor nettet strammes om Karoline, der nu er blevet statsminister. Hendes far er døende, hun selv har fået konstateret galopperende leukæmi, og bortset fra det gør en række ydre faktorer, deriblandt en blodig opstand på Nørrebro, lurende oprør i hendes parti og, ikke at forglemme, krigen i Ukraine, krav på hende. Hun tager ét valg, der bliver skæbnesvangert for hendes videre skæbne, og som fører hende, og læserne, til konflikternes epicentre, først i Moskva, dernæst til slagmarken i Ukraine. Handlingen tager sin begyndelse på Putins fødselsdag, hvor vi møder ham i hans bunker, og får en brat slutning ti dage senere.
2. Hvordan er Karolines krig aktuel ift. alt det, der sker i verden lige nu?
Den er så aktuel, som jeg overhovedet har været i stand til at gøre den, jævnfør mit første svar. Jeg har arbejdet på den helt op til sidste deadline, hvor jeg har lynjusteret nogle ting, for at få den helt opdateret. Romanen udkommer altså fuldstændig samtidig med at dens handling foregår.
3. Hvordan har det været at skrive denne, nu afsluttede, serie?
Jeg har mere tænkt på den som en sammenhængende roman end en serie. En roman i tre satser, kan man sige: Hurtig - langsom - hurtig. Jo mere jeg har nærmet mig nutiden, jo mere nervepirrende er det blevet, for dels skal jeg have et plot til at fungere på en plausibel måde, dels skal det væves ind i den virkelighed den bevæger sig i. Og det er blevet mere intrikat jo mere den har nærmet sig nutiden. Til sidst overhalede romanen nutiden og udspillede sig nogle måneder ud i fremtiden. Det trak tænder ud hos forfatteren! Jeg har været en nærmest manisk læser af nyheder og øjenvidneberetninger fra fronten på X og Telegram. Grimme sager! Lige nu føler jeg mest lettelse, fordi jeg synes, jeg er landet på begge ben. Og jeg glæder mig til at skrive om en fjern fortid igen.