Q&A med Lauren Roberts

Mit liv er meget stille i øjeblikket. Jeg tilbringer de fleste dage med mine karakterer, krøllet sammen over mit skrivebord med en kat på skødet. Når jeg ikke skriver i timevis, kan du sandsynligvis finde mig udenfor, i færd med at lave ordsøgninger, i gang med at læse (selvfølgelig) eller også tilbringer tid med mine venner. De seneste år har været en hvirvelvind af nye oplevelser og muligheder, som jeg lærer at integrere i mit daglige liv, hvilket er en helt utrolig velsignelse. Med hensyn til hvad jeg håber at opnå, er der ikke meget mere, jeg ønsker, end en fortsat passion for skrivning, indtil den dag jeg beslutter mig for noget andet.

Jeg ville ønske, jeg havde et at dele. Det har jeg ikke umiddelbart, men jeg synes, at det er vigtigt kun at skrive det, du elsker, ideelt set for dem, der elsker de samme ting. Jeg finder det så let at blive fanget i, hvad folk ikke kan lide ved mit arbejde, i stedet for at fokusere på dem, der sætter pris på det sammen med mig. Og det er derfor, vi deler vores historier – ikke for de mennesker, der ikke kan relatere til det, men for dem, der gør.

Det hele startede med en tanke i brusebadet. Jeg var meget passioneret omkring at skrive en historie, der centrerede sig om en pige, der ikke var den 'udvalgte' med kræfter, der ville redde kongeriget. I stedet finder Paedyn sig selv i en verden, hvor hun er den eneste uden disse evner, hvilket tvinger hende til at forsøge at opnå magt på egen hånd. Alt ved disse bøger er meget nostalgisk for mig. Jeg skriver kun, hvad jeg elsker, og denne serie er legemliggørelsen af det. Men vigtigere er, at jeg ønskede en historie, som læserne kunne finde trøst i.

Der er så mange bøger, jeg skylder en stor tak til. Powerless er en blanding af hver bog, der viser evner og prøvelser med høje indsatser. Men der er mange vigtige historier for mig som forfatter, der på ingen måde vises mellem siderne i min bog. Smuk prosa, såsom den fra Olivie Blakes skrivning eller Maddie Mortimer, har inspireret mig til at fortsætte på denne rejse.

Jeg elsker at kunne forene så mange fremmede gennem mine historier. At orkestrere, hvordan læseren føler om en bestemt scene eller karakter, vil for evigt være min mest spændende hobby. På den anden side kan det være svært at overlevere dit arbejde til verden for at blive både kritiseret og rost.

Den første udgave af Powerless så meget anderledes ud end det færdige produkt. Flere scener blev skåret; hele plots blev ændret. Kitt, tronarvingen, var oprindeligt en deltager i Dysterne, før jeg kom til fornuft og skrev ham ud af det dødelige spil.

Dette spørgsmål bliver aldrig nemmere at svare på. Jeg elsker absolut at skrive Kai – han er meget kompleks, og det er underholdende at være inde i hans hoved. At skrive fra en mands perspektiv var en udfordring, jeg gladeligt tog på mig, især fordi jeg elsker at få ham til at længes efter Paedyn. Udover min elskede Kraftsluger har jeg også en meget blød plads for Lenny.

Sandheden er, at jeg er meget velsignet med ikke at have følt mig magtesløs som Paedyn. Men jeg ved, at der er mange kvinder derude, der gør, og af den grund ønskede jeg at skrive denne historie for dem. Dog er Paedyn meget vigtig for mig af andre grunde. Jeg fandt hende på et meget kritisk tidspunkt i mit liv, og hun formåede at lære mig så mange ting. I Ilya kæmper hun for at forstå, hvem hun er, og hvad hun forventes at være. Og som en attenårig pige relaterede jeg enormt meget til det.

Jeg elsker at læse i mit arbejdsværelse, spredt ud på en blød chaiselong. Forhåbentlig regner det, og jeg drikker lidt te.

Jeg har stor respekt for de læsere, der organiserer deres hylder så smukt – jeg er bare ikke en af dem. Der er virkelig ingen metode til galskaben, selvom jeg har tendens til at placere mine yndlingsbøger på de øverste hylder. Jeg elsker at vise lidt karakter på mine bogreoler, hvad enten det er med velbrugte bøger, farverige post it’s eller mismatchede serier.

Jeg har to smukke katte – den ene en lille plage, og den anden en sød engel. Mango og Nori elsker at holde mig med selskab, mens jeg skriver, selvom det mest er ved at gå hen over mit tastatur. De tror, vi er medforfattere.

Jeg er virkelig så inspireret af verden omkring mig. Hver dag ser jeg noget, der får mig til at skrive en note eller udløser en idé til et fremtidigt projekt. Mange af mine ideer starter typisk med, at jeg spørger mig selv, hvad det er, jeg gerne vil læse. Derfra spytter min ekstremt overaktive fantasi normalt et par præmisser ud, indtil en af dem hænger fast. Der er så mange historier, der hvirvler rundt inde i mit hoved, og hvis jeg sidder på dem længe nok, vokser de til noget, jeg bare skal have ned på et papir.