Bog & idé

Bliv klogere på ordblindhed

I Bog & idé vil vi gerne være med til at nedbryde tabuet og aflive fordommene omkring ordblindhed. Her på siden kan du læse mere om ordblindhed og finde råd og vejledning.

Hvad er ordblindhed?

Ordblindhed, som også betegnes som dysleksi, er medfødt og arveligt. Personer, der er ordblinde, har svært ved bogstav-lyd-forbindelse, altså dét at omdanne bogstaverne til lyde. Der findes forskellige grader af ordblindhed og selvom man er ordblind, kan man sagtens blive god til at læse.

Ifølge læseskolen 'Læseuniverset' har ca. 50.000 børn fra de danske grundskoler store læse- og staveproblemer. Heraf udgør ordblinde den største del. Ifølge Undervisningsministeriet er 5-7 procent af den danske befolkning (børn og voksne) ordblinde.

Hvordan finder man ud af, om man er ordblind?

Ordblindhed slår rigtigt igennem, når læsebehovet øges. Det sker f.eks. når barnet går fra at lære at læse, til at lære ved at læse. På den måde påvirker ordblindheden ikke kun danskundervisningen, men potentielt alle fag.

Det er særligt den fonologiske afkodning (bogstav-lyd-forbindelsen), der er svær for ordblinde børn at få styr på, og udfordringer med dette kan være, men er ikke nødvendigvis, tegn på ordblindhed.

Man kan først tage en egentlig ordblindetest fra foråret i 3. klasse. Før det kan man blot risikovurdere et barn. En ordblindetest vil kun blive anvendt, hvis der er mistanke om ordblindhed og kan kun anvendes af fagpersoner med viden om læsning og læsevanskeligheder, der har fået en grundig indføring i, hvordan testen skal gennemføres. Du kan læse mere om ordblindetesten her.

Hvordan er det at være ordblind?

Der findes forskellige grader af ordblindhed og læsevanskeligheder, så det vil blive oplevet forskelligt fra person til person. Nogle beskriver det f.eks. som at bogstaverne danser rundt på papiret og bytter plads, når man forsøger at læse.

Carsten Elbro, som er en anerkendt dansk læseforsker, har i sin bog ’Læsevanskeligheder’ lavet nedenstående tekst, for at give et billede af, hvordan en ordblind læser. Prøv selv en gang:

Det er lisgem at side og se på et teterstyke. Når jeg kan læse orende, så forgors hadnlin oge på cenen. Men når jeg mødder et ord, jeg ikke kar læse, så gar lyslet ud. Og så sider jeg brae og ser på en sort kasse. Jeg ved, at ordtet er inder i kaser; men jeg kan ikke luke den op. Hvis det så elndeg lykes at læse ortet, så grar kassnen og, og jeg har sen, havte ordtæt betyles. Den srtå på tetercemetn. Men tetrstjket gåne i setå.

Nedbryd tabuet om ordblindhed

I Bog & idé vil vi gerne være med til at nedbryde tabuet og aflive fordommene omkring ordblindhed. At være ordblind er nemlig hverken flovt eller forkert. Det har intet med øjne eller syn at gøre og forskning på området afviser blankt, at ordblindhed skulle have noget som helst med intelligens at gøre.

Tværtimod viser forskningen faktisk, at ordblinde ofte udviser styrker på andre felter end læsende børn, såsom god rumlig sans, gode innovative og kreative evner, stærk viljestyrke og evnen til at tænke klart i pressede situationer.

Ordblindhed behøver altså ikke at stå i vejen for, at man kan klare sig rigtig godt i livet. Der findes en lang række eksempler på markante personligheder og dygtige mennesker, som har formået at skabe noget særligt – ikke nødvendigvis på trods af deres ordblindhed, men måske nærmere på grund af deres ordblindhed. Dem har vi samlet et lille udsnit af her.

Når det er sagt, skal vi heller ikke underkende, at ordblindhed kan være en kæmpe udfordring. Især hvis ordblindheden ikke er blevet opdaget endnu. I denne artikel har vi derfor samlet noget viden om hvad ordblindhed er for en størrelse.

Find mere viden om ordblindhed

pige-får-hjælp-til-at-læse

Få råd og vejledning på Ordklar.dk

Ordblindhed er en kompleks indlæringsvanskelighed, der påvirker forskellige mennesker på forskellige måder. Mens det kan virke som en barriere for læsning, behøver det ikke at være en uoverkommelig hindring, da der er mange hjælpemidler og støttemuligheder til rådighed. Ordklar.dk tilbyder ressourcer og støtte til ordblinde, herunder rådgivning og information om emnet.

Læs mere
Far hjælper med lektier i mellemtrinnet

Bøger af Carsten Elbro

Dyk ned i læseforsker Carsten Elbros bøger og bliv klogere på vigtige emner som læsevanskeligheder, læseforståelse og læseundervisning m.m.

Læs mere

Kendte ordblinde

Vi ser gang på gang inspirerende eksempler på, at ordblindhed har fået nogen til at arbejde ekstra hårdt eller tænke mere kreativt, og finde alternative strategier til, at få styr på bogstaver og ord, hvilket har bragt dem rigtig langt.

Læs mere