Det er efteråret 1967, og lille Andreas kommer til verden. Ænderne svømmer på dammen i Bad Nauheim, og Andreas erindrer sine tre første år. Et sandt paradis; et liv hvor han stort set kun er sammen med sin oldemor – et liv uden mennesker og uden begrænsninger. Men så kommer indflytningen i familiens nye, store hus, som er blevet bygget på et hjørne af familiefirmaets grund, dér hvor der før stod æbletræer. Det store hus bliver nu centrum for barnets liv, og snart er lille Andi på flugt. Han flygter fra næsten alt: fra køkkenets skarpe neonlys, fra de endeløse aftensmåltider, fra den uforståelige bordbøn, fra den mørke kælder og fra de andre familiemedlemmer. Faktisk vil lille Andi helst bare være alene, og i lang tid taler han ikke og har ingen kontakt med sin omverden. Andreas bliver undersøgt af en hel stribe læger, der med stigende bekymring betragter ham – uden at kunne stille andet end forkerte diagnoser. Da drengen bliver gammel nok til at tage trappen, flygter han ned i kælderen til brorens modeljernbaner og rumskibe. Her kan han finde en smule fred, mens søsteren får husets mure til at skælve. Med Huset fortsætter Andreas Maier konsekvent sin familiefortælling, som begyndte med den roste roman Værelset, som fortæller historien om den retarderede Onkel J. Nu sætter Andreas Maier sit eget liv under mikroskop og dissekerer sig selv, næsten klinisk. Hele tiden med blikket stift rettet mod barnets sjæl, og hvad vi måske alle for længst har glemt... Fra bogen »Klokken er næsten syv om morgenen, og jeg venter på lyden fra vækkeuret. Det ringer snart, ved jeg, men så længe det endnu ikke har ringet, er det hele ikke helt ødelagt og er endnu ikke gået helt af lave. Jeg kan blive liggende lidt endnu og forestille mig, at der måske i mellemtiden er hændt noget; måske har den gode Gud endda grebet ind og sat tiden i stå og ændret tingenes orden, så vækkeuret alligevel ikke snart ringer og min mor kommer ind i værelset, for at jeg skal stå op, for fra ringetonen og min mors komme er der nøjagtig en time, tres minutter, altså tre tusind seks hundrede sekunder til, at skolen begynder.« Andreas Maier blev født i 1967 i Bad Nauheim, Hessen. Han har studeret i Frankfurt am Main og er doktor i filosofi. Han har tidligere boet skiftevis i Wetterau og Südtirol, i dag bor han i Frankfurt am Main. Maier debuterede i 2000 og har siden udgivet 10 bøger. Værelset har modtaget både Wilhelm Raabe Preis og Ernst-Willner-Preis og også være på Deutscher Buchpreis´ longlist i 2010. Her foreligger anden bog i Andras Maiers familiefortælling: Huset. Andreas Maier tager sin læser med på en opdagelsesrejse i de store afstande, dybe kløfter og høje tinder inden for hjemmets fire vægge. Huset er stort og nyt, og barnet for ungt til at føle hverdagens kedsomhed og ensomhed. Maier skriver ærligt og underfundigt 60´erne og de voksne verden ind i barnets univers med sprogligt overskud og humor, der giver mindelser om den norske forfatter Erland Loe.