Tjeneren og hans søster af Dorrit Willumsen. GYLDENDAL SKRIVER: ”Hvis Søster havde kendt sin lillebror, inden han blev født, havde hun nok ikke ønsket sig en lillebror. Men Alf kom til verden, og Søster måtte tage sig af ham, havde deres mor sagt. Nu er de pensionister. Alf er lige blevet udskrevet fra hospitalet, og Søster har forladt sit citrontræ og sin lejlighed i byen for at passe ham. Hele foråret står hun parat med bleer og håndklæder og længes efter sit liv derhjemme. Og mens Alf mumler forbandelser efter både hende og solsorten udenfor, går det op for Søster, at hun stadig ikke rigtig kender sin bror. TJENEREN OG HANS SØSTER er en roman om en kvinde, som elsker ensomheden, men altid kommer, når hendes bror kalder. Om kærlighed og drømme, hævn og store hemmeligheder – og om at længes efter friheden, men ikke altid opdage det, når man har den.” ::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::: DORRIT WILLUMSEN husker jeg især for hendes værker om MARIE CURIE og HERMAN BANG – fremragende bøger. At TJENEREN OG HANS SØSTER er inspireret af HERMAN BANG og hans impressionistiske stil, er indlysende. Bogen har fået fremragende anmeldelser og er blevet prisbelønnet som bedste roman fra 2022. Det forstår jeg ikke helt, da jeg finder den småkedelig, om end rimeligt velskrevet – uden at være prangende, hverken hvad angår sproget eller handlingen, lidt rodet i de tre dele, romanen falder i. Som hos BANG må man naturligvis ”læse mellem linjerne” om de to titelpersoners liv, om dominans og opofrelse og de temmelig ”stille eksistenser” med ar fra barndommen, men jeg foretrækker altså BANGs beskrivelse frem for DORRIT WILLUMSENs. Ikke en eneste sætning, jeg finder sprogligt spændende. Læs hellere MARIE og BANG.