Aanden i Naturen

Sine mange mere almene betragtninger, der også omfatter adskillige bidrag til æstetikken, bl.a. bygget på hans eksperimentelle arbejde med klangfigurer, samlede Ørsted sent i sit liv i Aanden i Naturen (1850-51). På det tidspunkt var totalanskuelser af denne art imidlertid ikke mere i kurs, og grænsen mellem videnskab og religion var det ikke mere muligt at overskride. I slagsmålet om Schelling havde Grundtvig tidligt protesteret mod Ørsteds harmoniseringer, og selv den rummelige Mynster må nu melde pas: „Vor Hoved-Divergents fra Forfatteren bestaaer deri, at han, som os synes uberettiget, har identificeret denne Verdens Natur med den evige Fornuftorden. Denne aabenbarer sig unegtelig i hiin, men er i denne Natur fordunklet og forstyrret, og kan ved denne selv ikke gienoprettes.“ Det er altså læren om faldet og arvesynden, Ørsted har sprunget over, og når Mynster nu bekymrer sig så meget om den, har det at gøre med en ny kirkelig situation, fremkaldt af en begyndende grundtvigianisme, Kierkegaard og ikke mindst de folkelige vækkelser, der med demokratiseringsprocessen gør sig stadig mere synlige og hørlige op gennem århundredets første halvdel. Som kirkens førstemand kan Mynster ikke mere se bort fra kristendommens basale lærdomme. I en litteraturhistorisk sammenhæng skyldes H.C. Ørsteds betydning mindre hans egne digte og æstetiske afhandlinger end den indflydelse, han som ven og rådgiver øvede på Oehlenschläger. Ligesom han ikke så nogen modsætning mellem religion og videnskab, så han heller ikke nogen mellem kunst og videnskab. Det er betegnende, at han og Oehlenschläger på et tidspunkt havde en plan om et tidsskrift for naturvidenskab og æstetik, der skulle hedde „Prometheus“. Af hans breve til Oehlenschläger får man samtidig indblik i hans omfattende indsigt i æstetiske forhold og sikre litterære vurderinger, allerede dokumenteret i den guldmedaljeafhandling, han skrev som 19-årig om de rette grænser mellem poetisk og prosaisk sprog. Men også andre er blevet inspireret af ham, bl.a. J.L. Heiberg, Carsten Hauch og H.C. Andersen. (Store Danske Encyklopædi)