Q&A Christian Jensen

Vi skal hylde de anonyme kilder og whistleblowerne, fordi de ofte er de eneste, der har modet og viljen til at sige fra, når magthaverne misbruger deres magt eller andre vigtige søger bliver afsløret. Vi ved, at magten udøves fra toppen af vores samfund, men de færreste er klar over, at det ofte er modige personer længere nede i hierarkierne, der afslører magthavernes svig og svigt. Det har jeg oplevet igennem 25 år som journalist og chefredaktør og igennem en række konkrete sager – fra A.P. Møller-sagen over de digitale whistleblowere Edward Snowden og Chelsea Manning og senest til Støjberg-sagen. Whistlebloweren og de anonyme kilder går som en rød tråd igennem mange af de største og vigtigste afsløringer, men som samfund forsømmer vi at hylde dem for deres mod. Derfor foreslår jeg, at der opstilles en buste i Folketingets Vandresal for at hylde whistleblowerne og de anonyme kilder, som i allerhøjeste grad ofte er med til at gøre både vores demokrati og samfund til et mere oplysning og måske ligefrem retfærdigt sted.

Bestemt ikke. I sig selv er det jo en vild ting at tage magten i sine egne hænder og bryde med loyaliteten med det sted, man typisk er – eller har været – ansat. Whistlebloweren og de anonyme kilder kan have alle mulige personlige motiver for at bryde deres tavshed, og de har heller ikke altid ret i deres kritik eller deres metoder. Det har vi set med en person som Julian Assange, som er et skræmmeeksempel, da han delte oplysninger, der risikerede at bringe kilders liv i fare. Her er det afgørende, at dygtige journalister og ansvarlige medier sørger for at behandle og verificere oplysningerne, så det sikres, at oplysningerne har samfundsmæssig relevans og hverken bringer rigets eller konkrete personers sikkerhed i fare. Det var bl.a. helt afgørende for mig at sikre forud for offentliggørelsen af den forbudte PET-bog.

Noget af det, jeg beskæftiger mig med i bogen, er forskellen på, hvordan whistleblowere bedømmes i deres samtid og af eftertiden. Jeg fremlægger en række eksempler på, hvordan whistleblowere blev udskældt i samtiden og hædret som frihedskæmpere i eftertiden. Her er whistleblowerne i den danske efterretningstjeneste under den tyske besættelse er godt eksempel. De blev betragtet som landsforrædere af magthaverne – regeringen og staten – under besættelsen. I dag tvivler de færreste på, at de er frihedskæmpere. Vil det samme ske for whistleblowerne i den digitale tidsalder – Chelsea Manning og Edward Snowden?

I bogen undersøger jeg også, hvordan whistleblowerne og de anonyme kilder i deres samtidig ofte udsættes for det, jeg kalder skandaliseringens metode. Jeg kommer med en række konkrete eksempler på, hvordan eksempelvis Jakob Scharf og Lars Findsen blev udsat for en skandalisering, hvor dybt personlige forhold, herunder sexliv og forhold til penge, blev gjort til en del af en skandaliseringskampagne mod dem fra danske politikere. Hverken Jakob Scharf eller Lars Findsen kan på nogen måder kaldes whistleblowere, faktisk har de været ansat til at afsløre den slags, men de blevet modpart til det system, de selv tidligere var ansvarlige for, og derfor mødes de med den samme skandaliseringens metode, som whistleblowerne. I bogen afdækker jeg, hvordan skandaliseringens metoder er eskaleret i uhyggelig grad fra FE-whistlebloweren Frank Grevil i 2000’erne, hvor retsmøderne foregik for åbne døre, og til i dag, hvor vi nærmer os skjult retspleje i sagen mod Lars Findsen.

Når 2010’erne blev de digitale whistlebloweres årti, så skyldes det primært to ting.

For det første bevægede USA – og store dele af den vestlige verden, herunder Danmark – ud i nogle krige, der blev både indledt og ført på et løgnagtigt grundlag. Det handler om både Irak og Afghanistan. Derfor var der i allerhøjeste grad noget at afsløre.

For det andet bevægede den amerikanske – og mange vestlige – efterretningstjenester sig på kanten af retsstatens regler og principper. Det så vi med afsløringen af NSA’s masseovervågning af amerikanske borgere og Danmarks kabelsamarbejde. Når det kunne lade sig gøre, skyldes det ikke mindst, at den digitale tidsalder vendte op og ned på magt og indsigt i efterretningstjenesterne og militæret. Det var ikke længere toppen af hierarkierne, der alene havde den dybeste indsigt. Det havde i stedet de unge it-kyndige analytikere og systemansvarlige, som eksempelvis Chelsea Manning og Edward Snowden, som blev to eksempler på, at magten sjældent korrigeres fra toppen.

Her findes mange forskellige varianter, lige fra gammeldags smædekampagner til strafforfølgelse. Alle har de ét overordnet mål: at redde deres egen magt ved at undergrave whistleblowernes, de anonyme kilders eller andre modparters personlige troværdighed og faglige legitimitet. I bogen forsøger jeg at skitsere tre formål med skandaliseringens metode.

For det første flyttes offentlighedens fokus væk fra de sager, der er afsløret, til whistlebloweren, de anonyme kilder eller den modpart, der er under statens anklage.

For det andet bliver der sået grundlæggende tvivl om sagens substans ved at angribe modpartens moral og motiv.

For det tredje sendes der en klar advarsel til potentielle whistleblowere, anonyme kilder eller andre, der kunne overveje at åbne munden og sagsmapperne over for pressen og offentligheden.

I sagen mod Lars Findsen blev tilsværtningen ekstraordinær i sin grovhed, men den er ganske ordinær, når man ser på nogle af de seneste års danske efterretningssager. Her har personangrebene kørt parallelt med de juridiske opgør. I retssalene føres kampen på det juridiske plan. I offentligheden føres kampen på det personlige plan.

Jeg har hele tiden haft for whistleblowerne og de anonyme kilders mod. De påtager sig et kolossalt stort ansvar, og derfor er det så vigtigt, at vi i pressen formår at behandle både dem og deres oplysninger med varsomhed, kritisk sans og respekt. I pressen er vi jo hurtigt videre til næste historie, men i denne bog har jeg haft lejlighed til at undersøge mere i dybden, hvad der efterfølgende skete med whistleblowerne, og jeg har været temmelig rystet over at se, hvilke skandaliseringer, de har været udsat for fra de magtfulde instanser eller stater, de har været ansat i. Det er et voldsomt på både det professionelle og personlige plan. Jeg undersøger i bogen, om whistleblowernes agtelse ændrer sig over tid? Jeg kan konstatere, at whistleblowerne i den danske efterretningstjeneste under besættelsen ligesom de andre modstandsfolk blev kaldt landsforrædere under krigen, mens de i dag hyldes som frihedshelte. Jeg kan også konstatere, at der i USA ifølge meningsmålinger er en bevægelse i retning af, at Edward Snowdens og Chelsea Mannings handlinger i tiltagende grad vurderes positivt. Jeg kan håbe, at det er en generel mekanisme, at de, der arbejder for åbenhed, i længden vinder i omdømme over dem, der ønsker det modsatte. Kan denne bog bidrage til at skubbe i den retning, vil jeg være glad.

Det er mit håb, at bogen kan bidrage til forståelsen af, hvor afgørende det er, at vi, politikere og presse, medier og stat, genfinder respekten for hinandens roller i samfundet. Ikke fordi vi skal være enige. Men fordi vi skal være enige om, hvorfor vi altid skal være uenige. Hvis vi ikke er det, så taber vi alle. Både pressen, staten og offentligheden. Vi kæmper mod hinanden i kampen for noget større.

Jeg har altid troet på, at åbenhed skaber større åbenhed, og det skaber større tillid i samfundet. Her har jeg taget fejl. Tværtimod svinger pendulet den forkerte vej: mod større lukkethed. Det er ulykkeligt for vores samfund.

I bogen beskriver jeg, at staten ikke alene slår hårdere tilbage på whistleblowere. Parallelt har staten og skiftende regeringer strammet grebet om den presse, der verificerer og viderebringer oplysningerne. Vi så, hvordan kildebeskyttelsen blev forsøgt ud af spil i FE-sagen, og jeg viser i bogen, hvordan SVM-regeringens plan om at indføre en statslig medieombudsmand er kulminationen statens forsøg på at kontrollere medierne. Jeg appellerer med bogen til at presse og politikere træder et skridt tilbage og siger til os selv og hinanden: Var det virkelig det samfund – og den presse – vi ønskede. Presse og stat skal altid være et i civiliseret slagsmål, fordi vi har to forskellige opgave i dette samfund. Men vi skal være enige om, hvorfor vi altid skal være uenige, og det kniber det desværre gevaldigt med i dag. Derfor er regeringen med åbne øjne ved at indføre en statslig ombudsmand, som er helt uden fortilfælde i Europa, og som førende mediejurister mener hører autoritære regimer til.