Bog & idé

Interview med Freja Bøgh Lassen

Af Tina Jensen / Bog & idé

Romanen er skrevet rundt om universet i 'Kontra' filmen. På hvilke punkter adskiller bogen sig fra filmen?

Filmen er et nedslag i livet hos Fanny og Lilja der kæmper for overlevelse i gymnasiehierarkierne, mens bogen tager os med på begge pigers rejse gennem hele deres gymnasietid. Læser man bogen, kommer man med på alt hvad der lægger forud for de konflikter som filmen fokuserer på, og man får en langt dybere og gribende indsigt i hvad pigerne i det her miljø kæmper for og imod. Der bygges broer mellem mange af de temaer der kun antydes i filmen, og gennem bogen kommer man helt ind i hovedet på dé karakterer, som filmen ikke har tid til at fokusere på.

Hvordan har samarbejdet mellem jer været under bogens tilblivelse? Kan I sige lidt om processen?

Det er altid en lærerig udfordring at skifte format og arbejde med et univers i flere forskellige fortælleformer. Freja spejlede sig kompromisløst i filmens tematikker og karakterer, og derfor besluttede vi hurtigt at udvide universet, fremfor at genfortælle filmens plot. Det var vigtigt for os, at bogen kunne stå for sig selv og at filmen og bogen, sådan ser er to forskellige værker sat i det samme univers. Freja så filmen en enkelt gang, læste manus en enkelt gang og resten af processen foregik sammen med pigerne der spiller med i filmen og alle de indre rejser, som Freja har sendt sig selv på i sin skriveproces.

Hvorfor er det interessant at skrive en bog om den danske ungdomskultur?

Fordi der mangler lokale fortællinger, som danske unge kan spejle sig i. Der er mange svære temaer, som ungdommen må forholde sig til i dag, og trøst, håb og refleksion findes sjældent i nyheder og undervisning. I bøger og film, kan man finde et frirum til at læne sig ind i nogle karakterer og miljøer, som spejler ens egen virkelighed eller giver en noget at tænke over. KONTRA universet er både ubarmhjertigt og enormt bevægende. Det rykker ved din oplevelse af dig selv og minder dig om, at livet ikke handler om hvad du gerne vil være - men hvem du gerne vil være det for.

Hvad håber I, at bogen efterlader de unge læsere med?

En eftertænksomhed og refleksion over nogle af kulturer, som går i arv gennem traditioner og generationer på alle landets gymnasiet. Der er fart på alle vegne du kigger hen som ung, og man vil så gerne bare passe ind. Bogen her handler om to piger, der må igennem utroligt meget, for at finde styrken til at tro på dem selv. For mange unge, dribler hovedløst rundt idag og føler sig utilstrækkelige, og bogen her giver et råt og autentisk indblik i hvor dé følelser stammer fra, og hvordan man konstant bliver nødt til at gå KONTRA på usunde magthierarkier, så de ikke gentages igen- og igen.

Freja Bøgh Lassen

Kontra - Mon vi slipper godt herfra

199,95 DKK

En stærk og foruroligende ungdomsroman om popularitet, hierarkier og social kontrol på et privilegeret gymnasium, skrevet rundt om universet i Jonas Risvigs første spillefilm.

Find bogen her