Q&A med Jens Liljestrand

Befrielsen er en roman om dengang, Anden Verdenskrig sluttede alle vegne undtagen på Bornholm. Her besatte russerne i stedet klippeøen i det meste af et år, mens resten af Danmark var frit. Hvad var det, der fascinerede dig ved den tid og den historie?

Jeg har tilbragt hver sommer i mit liv på Bornholm, på vores gamle gård uden for Snogebæk. Jeg var måske 10 år gammel, da jeg første gang hørte om, hvordan Sovjetunionen først havde bombet øen (Rønne og Nexø) i 1945 og derefter besat den i næsten et år. For en dreng på den alder var det selvfølgelig en historie, der satte fantasien i gang – hvordan var det for de mennesker, der boede her? Jeg forestillede mig øen, som jeg kendte så godt, disse søvnige små fiskerlandsbyer, svajende kornmarker og smukke bindingsværkshuse – hvordan kunne idyllen have set ud i en tid med bomber, flygtningekaos, tyske og sovjetiske soldater, vold og ødelæggelse?

Det er, som om øen faldt i en tidslomme, et glemt hjørne af virkeligheden hvor de mest grusomme ting ramte en befolkning, der indtil da havde boet et sted, der havde været relativt skånet for krigen. Det var så svært at forestille sig den historisk unikke situation, at jeg endte med at måtte skrive en roman om den bare for at tilfredsstille min egen nysgerrighed.

Vi følger den svenske læge Edvard Carlsson. Selvom han hjælper øboerne i krigens sidste år, bliver han mødt af mistro fra nogle på øen. Hvad er det for et forhold mellem Danmark og Sverige, du beskriver i bogen?

Sverige var neutralt under krigen, og mange, både danskere og nordmænd, så dem som forrædere, som kujoner. Og mange svenskere bar til gengæld en dårlig samvittighed, en følelse af at have svigtet og stået udenfor, da det gjaldt. Den dynamik var vigtig, da jeg portrætterede Edvard som en person hjemsøgt af skam og tvivl om sin egen rolle, og hvordan danskerne omkring ham fortsat ser ham som upålidelig.

Er det et aspekt, du som halvt dansk, halvt svensk har et særligt blik for, tror du?

Ja, jeg har tit mødt danskere, der har et billede af svenskere som kedelige og farveløse, på en eller anden måde elendige eller fjollede. Dette er også tydeligt i dag i den politiske debat i Sverige, som ynder at fremstille danskere som stærke og proaktive, for eksempel når det kommer til at håndtere bandekriminalitet eller forsvare ytringsfriheden. Svenskere opfatter ofte danskere som mere uafhængige og eventyrlystne, måske også som mere frigjorte og seksuelle. Hvis jeg skulle gætte, beundrer svenskere danskerne mere end omvendt.

Begge dine forældre har også været læger, ikke sandt? Har du kunnet bruge det i skildringerne? 

Ja! Frem for alt har det været min fars erfaring med at arbejde som fødselslæge og gynækolog, også i den tredje verden og i krigszoner, der har givet et indblik i datidens arbejdsforhold – ikke mindst den dramatiske åbningsscene, hvor en kvinde er tæt på at forbløde.

Hvad er din egen historie med Bornholm?

Min mors onkel var kunstmaleren og kunstsamleren Eli Rasmussen (1915-1997), som flyttede fra Rudkøbing på Langeland til Bornholm i 1939. Senere flyttede hans søster også til øen for at arbejde som sygeplejerske i Svaneke. Da min bedstefar, der var postmester i Bramminge, gik på pension, flyttede mine bedsteforældre også til øen, hvor det var billigt at købe et hus. De bosatte sig i en gammel bindingsværksgård uden for Snogebæk, som har været mit andet hjem, så længe jeg kan huske (gården ejes nu i fællesskab af min mor og min moster). Når jeg nogle gange bliver spurgt, om jeg føler mig dansk, svarer jeg som regel, at jeg snarere føler mig som en bornholmer!

Epoken, du skriver om, har ikke fyldt meget i historiebøgerne, og mange mennesker kender vel dårligt nok historien i dag. Hvorfor tror du, det kapitel mere eller mindre er gledet ud af historien?

Jeg mener, at Anden Verdenskrig i Danmark på mange måder er forbundet med heltemod, solidaritet og samhørighed, med hvordan det danske samfund formåede at håndtere den tyske besættelse både med organiseret modstand og en form for tålmodig stoicisme. At Danmark for eksempel formåede at redde så stor en del af de danske jøder, er noget, folk selvfølgelig er meget stolte af. Der er en stærk patriotisk højtidelighed i Danmark, når man taler om BEFRIELSEN som en national triumf. I denne stolte og heroiske historie rummes ikke historien om Bornholm, en del af landet, der på en måde var ladt alene og den bornholmske befolkning, der stort set var retsløs. At for eksempel de mange "russersager", dvs. voldtægter af danske kvinder, der fandt sted på øen, aldrig blev undersøgt, er uforståeligt for mig og kan kun forklares med et ønske om at komme videre som nation, væk fra krigens mørke og ondskab. Med den konsekvens, at traumet blev fejet ind under gulvtæppet og fortrængt.

Hvad kan vi bruge den historie til i dag?

Den store beslutning om rent faktisk at sætte sig ned og skrive om Bornholm i 1945-46 kom efter Ruslands fuldskala-invasion af Ukraine, som var en påmindelse om krigens nådesløshed. Og da jeg mødte gamle mennesker i Nexø, der havde været der under bombningerne, bekræftede det netop denne kontinuitet. "Det sker igen," sagde en ældre herre til mig. "Det fortsætter bare." Det var hans raseri og fortvivlelse, der fik mig til at ville skrive Befrielsen.

Vi må minde os selv om, hvor fundamentalt uacceptabel krig og besættelse er; at bomber falder over civile, at stormagter truer med vold og militær magt – se bare på, hvordan Donald Trump seriøst taler om at erobre Grønland! Det er en evig konflikt, hvor imperialismens umenneskelighed gentagne gange stilles op mod individets forsvarsløshed. Så længe verden er præget af den stærkes ret, er der ingen befrielse for nogen af os.