Q&A - Flæsk

Du gik undercover som medarbejder i en vilkårlig, konventionel dansk svinestald. Hvilke forventninger gik du ind i jobbet med?

Ligesom rigtig mange andre danskere havde jeg hørt meget om svineproduktion og fået indtryk af, at der var nogle udfordringer – særligt i forhold til dyrevelfærden. Og vi er jo blevet præsenteret for nogle voldsomme billeder fra de danske svinestalde via medierne. Samtidig har jeg gang på gang hørt branchen selv sige, at det, vi ser i medierne, ikke er et retvisende billede af produktionen, og så har jeg hørt producenter efterlyse flere nuancer i debatten. Derfor var jeg meget nysgerrig på, hvilken virkelighed der ville møde mig i en vilkårlig stald.

Jeg havde på forhånd hørt, at der dør omkring 25.000 pattegrise i de danske svinestalde om dagen. Derfor var jeg meget interesseret i at forstå, hvordan produktionen helt konkret er skruet sammen. Jeg ville gerne se med egne øjne, hvordan en svinestald fungerer, og hvorfor der kan være udfordringer.

Du taler i bogen om noget, du kalder ’staldblindhed’. Hvad er det – og kom du selv til at lide af det?

Jeg blev i stalden opmærksom på, at min fornemmelse for, hvad der er normalt og acceptabelt, er meget fleksibel og bliver utroligt påvirket af, hvad mennesker omkring mig gør. Eftersom jeg dag efter dag blev eksponeret for tusindvis af grise, hvoraf nogle af dem blev syge og døde, stoppede jeg ret hurtigt med at blive påvirket af det, fordi mine kolleger som regel heller ikke gjorde det.

Så ja, jeg blev helt klart også ramt af en grad af staldblindhed. Det er svært at undgå, tror jeg. Jeg er næppe ene om at være skruet sådan sammen. I stalden var det bare meget tydeligt, fordi jeg kom ind helt grøn og var totalt overvældet af indtryk de første dage. Alene det at løfte grisene i bagbenene i stedet for at tage fat under maven på dem virkede i starten grænseoverskridende, men det tænkte jeg slet ikke over få dage senere.

Med tiden begyndte jeg – ligesom mine kolleger i stalden – at løfte grisene i ørerne. Og mens jeg var forfærdet første gang, jeg fandt en levende pattegris, der var blevet smidt i bunken af døde, var jeg stort set upåvirket af det et par uger senere, da jeg fandt en levende gris ude i skraldespanden.

Aflivningerne tog jeg også lettere på med tiden. Det var først, da jeg kom hjem og læste noget af min dagbog op for mine nærmeste, at jeg blev mindet om, at det med at slynge en pattegris’ hoved mod gulvet for de fleste virker som en ret voldsom ting. Det gjorde stort indtryk på mig, at der blev reageret så kraftigt på de ting, jeg havde skrevet ned. Jeg blev også lidt forvirret, for hvilke reaktioner skulle jeg lade min egen virkelighedsopfattelse styre af? Mine kolleger i staldens eller dem, der mødte mig, da jeg kom hjem?

Dér blev jeg opmærksom på, at mine grænser havde rykket sig længere, end jeg lige havde troet, de ville. Og jeg havde jo min journalistiske hat på i stalden. Hvis jeg var menig staldmedarbejder, tror jeg, at jeg ville have været endnu mere ramt af staldblindhed, for så ville jeg ikke behøve hele tiden at reflektere over og notere mine handlinger.

Er din staldblindhed så ’gået over’ efterfølgende?

Det er et godt spørgsmål. Jeg har ikke været i kontakt med grise, siden jeg stoppede i produktionen.

Jeg tror, at staldblindheden er knyttet til, at man har en opgave, man skal løse i en fart, og derfor mister man blikket for, hvordan man håndterer dyrene i processen. Man er så fokuseret på at blive færdig. Hvis jeg gik en tur i en svinestald, hvor jeg ikke var ansat, tror jeg, at staldblindheden ville være væk, for så ville mit syn på dyrene og produktionen ikke være præget af at havde et arbejde, der skulle færdiggøres.

Du skriver også i bogen om forskellige følger af den industrielle svineproduktion – i forhold til (vand)miljø, løn- og arbejdsforhold og det faktum, at svineproduktion kan flytte til udlandet, hvis industrien reguleres herhjemme (hvorfor en ændring af danske forbrugsmønstre kun vil have begrænset effekt på svineproduktionen). Har du selv et bud på, hvad ’det rigtige’ ville være at gøre ved svineproduktionen?

Emnet er komplekst og dilemmafyldt. Mit projekt har været at afdække forhold i og omkring svineproduktionen, og hvis min bog kan bidrage med fakta og nuancer til debatten, så vil det glæde mig. Men det må være op til andre at tage stilling til, hvad der er det rigtige at gøre i forhold til svineproduktionen. Jeg har lavet journalistik; jeg er ikke politiker.

Du var undercover i stalden og har dermed ført både kolleger og chefer på gården bag lyset i forhold til dit egentlige ærinde. Hvordan har du det med det?

Jeg er bevidst om, at valget af metode indebærer et tillidsbrud. Og det ville jo være mærkeligt at være totalt upåvirket af at tale usandt over for andre.

Jeg forholder mig dog samtidig til, at jeg undervejs fik indblik forhold og praksisser, som jeg ikke havde fået, hvis jeg var kommet og havde erklæret mig som nysgerrig journalist. Jeg blev oplært i, hvordan man kunne omgå visse regler – blandt i forhold til brug af lokalbedøvelse og registrering af døde grise. Jeg blev også præsenteret for en alternativ aflivningsmetode. Derudover fik jeg et interessant indblik i, hvordan der tales om produktionen i produktionen. I bogen er der en række eksempler på, hvordan der tales om kontroversielle praksisser, og hvordan de retfærdiggøres.

Hvordan forventer du at bogen her vil blive modtaget, hvad håber du, læserne tager med sig fra bogen – og har du selv et ærinde med den?

Mit ønske er, at FLÆSK kan blive en indgang for folk til at forholde sig til svineproduktionen. Svineproduktion er et meget samfundsrelevant emne, og hvis viden om det kan blive mere tilgængeligt for flere, er det fedt.

Hvilke holdninger læseren måtte danne sig på baggrund af bogen, må være op til den enkelte.