Q&A med Sanne Munk Jensen
Thit og Suleima
Hvem er Thit & Suleima?
Jeg kunne godt tænke mig at der fandtes en pige i børnelitteraturen, som måske var knapt så Pippi-agtig men skøn og sjov på en anden måde. En, der havde nogle andre styrker, og hvor fokus også i højere grad lå på det relationelle og i dét at være i et venskab – og det blev så til Thit OG Suleima, for så måtte de jo nødvendigvis være to. Både de og deres venskab er kraftigt inspireret af to vidunderlige piger, Viola og Mariam, som jeg indtil for nyligt delte gård med; jeg har virkelig kunnet sidde i flere timer og bare lytte til dem, når de fandt på ting at lave, blev uvenner, blev gode venner igen osv. De er jo så fra Vesterbro, men Thit og Suleima ville jeg gerne flytte ud af hovedstadsområdet og helt til den jyske provins. Som nordjyde ligger det mig nok lidt særligt på sinde, at vi i børne- og ungdomslitteraturen også geografisk repræsenterer bredt og viser, at herude vokser der også børn op, og at de her områder og kulturer altså også kan noget helt særligt. Som personer er de både opfindsomme og kærlige, men også alt muligt andet; jaloux og sneaky og dovne, præcis som alle skønne børn, men med hinanden og med gode voksne omkring sig. Hvorfor har du skrevet bøgerne om Thit & Suleima? Jeg har skrevet rigtig meget TV til børn – bl.a. Børste, Sprinter Galore og Carsten & Gitte – og har igennem lang tid godt kunnet tænke mig også at prøve at skrive bøger til børn; jeg har bare aldrig rigtig haft en inspiration før jeg mødte Viola og Mariam, som så blev til Thit & Suleima. Jeg tror på, at man som barn har brug for at se alle mulige eksempler på liv gennem både TV og litteratur, som på den ene side kan spejle den, man selv er og det sted, man kommer fra, og samtidig kan være et vindue ud mod noget, som måske er anderledes end en selv. At man har brug for både inspiration og tryghed, og det er mit allerstørste håb for Thit & Suleima, at de kan være netop de to ting på én gang. Hvorfor synes du, man skal læse bøgerne om Thit & Suleima? Jeg synes, man skal læse Thit & Suleima, hvis man gerne vil underholdes af et godt venskab og af familier, som er lige så uperfekte, som alle andres, på sin helt særlige måde – og frem for alt, hvis man gerne vil bekræftes i, at der ikke sker noget ved at kaste sig ud i livet og sætte noget i gang. Går det galt, har tingene det med at løse sig alligevel, og det, synes jeg, er super vigtigt at vide, når man er et lille barn. Kan vi glæde os til flere bøger om Thit & Suleima? Hundrede procent! Jeg har SÅ mange idéer til alle mulige historier om dem allerede.