Bøger skrevet af Sara Blædel
Sara Blædel er født den 6. august 1964 og havde sin opvækst på Østerbro i København. Hun er datter af skuespillerinde Annegrethe Nissen og Cavlingprisvinder Leif Blædel.
Som ung kom hun i lære som tjener og sidenhen indenfor grafikkens verden. Sidstnævnte gav hende et job som grafisk koordinator hos Gyldendals Bogklubber.
På trods af ordblindhed har Sara Blædel formået at få stor succes med sine skriverier. Hun har, fra hun var helt lille, været optaget af krimiens univers, og havde meget tidligt en veludviklet fantasi, som spandt den ene kriminalhistorie sammen efter den anden. Da Sara Blædel senere valgte at starte sit eget forlag; ”Sara B”, specielt dedikeret til krimigenren, kom det ikke som nogen overraskelse.
I 2004 debuterede Sara Blædel som krimiforfatter med romanen ”Grønt støv”, som omhandler kriminalassistent Louise Rick fra Københavns politi og hendes veninde, journalisten Camilla Lind. For denne roman modtog Sara Blædel Det Danske Kriminalakademis debutantpris. Serien om Louise Rick består indtil videre af 11 bøger, hvoraf den sidst nye, ”Den tavse enke”, er udgivet i november 2020.
Sara Blædel har 4 gange modtaget Bog & idés Martha-prisen, som gives til danskernes yndlingsforfatter. I 2014 modtog hun boghandlernes fornemme pris, De Gyldne Laurbær, for bogen ”Kvinden de meldte savnet”.
Sara Blædels bøger er udgivet i over 38 lande og der er solgt mere end 5 millioner eksemplarer på verdensplan.
Sara Blædel har også opnået stor succes og omtale med trilogien om bedemandsdatteren Ilka. Trilogien består af bøgerne Bedemandens datter, Ilkas arv og Den tredje søster.
Via sin levende og spændende fortællestil har Sara Blædels bøger formået at ramme et bredt publikum, som alle har det til fælles, at de nyder en spændende krimi fortalt i et højt tempo.
Foto: Les Kaner