”Jeg drømmer en natsværmer” af Irene Sidenius I det øjeblik jeg holder op med at jagte meningen, sætning for sætning, rammer ordene mig som sansninger så følelsesfulde og livet folder sig ud i sin stærke skrøbelighed. Den fortælling, der er i Irene Sidenius´skriveunivers, i en tid, hvor det meste bliver vejet og målt, vurderet og dømt med skarpe kanter og opdelinger, er en gave, der med nænsomhed, tålmod og stærk kraft lader sig åbne. Sine steder langsomt, meget tyst og andre i hast for ikke at slippe fra mig. Så kan jeg igen sænke skuldrene og trække vejret sammen med de tråde og det solbeskinnede støv, der samler. Jeg svømmer med mellem havet og heden inden alt samles på sidste side: ”… Vingeslaget i mit hjerte denne lille eksistens leder efter fingerbøllet under bordet i min lomme jeg vil sy en afgrund sammen i det sene vinterlys” Digtsamlingen er skrevet så unik og med en usædvanlig brug af sproget. Som læser røres og rammers jeg af selve eksistensens kerne. Vi er gjort af det samme stof, vi er gjort af hinanden som vi bliver til i kraft af.