Hjemmelavet smørrebrød - MUMS!
Vores medarbejder Christina fortæller om hvordan du kan imponere med hjemmelavet smørrebrød
Læs om min fødselsdagsmenu, hjemmelavet smørrebrød, og find ud af hvor jeg får min inspiration fra når det drejer sig om mad. Hvad serverer du af mad når du får besøg, gæster til fødselsdag osv.? Hvor finder du din inspiration? Jeg vil i her fortælle om, hvor jeg finder min inspiration, og hvad jeg kan lide at servere for min familie til min fødselsdag. Jeg kan afsløre at det ikke er helt traditionelt.
Lækre madder
Mums!
Når vi inviterer til fødselsdag derhjemme, så kan vi godt lide at servere noget anderledes – altså ikke nødvendigvis kød, kartofler og noget salat – det må gerne være noget som vores gæster ikke forventede de skulle have. Vi kan godt lide at holde det simpelt (hvilket det aldrig bliver – men det er udgangspunktet) og samtidig må det gerne være en oplevelse at spise det.
Jeg får min inspiration mange steder fra når det drejer sig om mad. Det kan være et billede jeg ser, det kan være et opslag på Instagram eller Facebook, det kan være nogen deler en god madoplevelse med mig, nye kogebøger – ja, faktisk får jeg min inspiration alle steder fra. Ofte følger jeg ikke en opskrift 100% – og så er jeg også god til at have et billede i mit hoved af det færdige resultat, og så er det jeg bygger min ret ud fra.
Til min fødselsdag her i april var jeg ikke i tvivl om, at vi skulle have hjemmelavede højt-belagte smørrebrød. Jeg har glutenallergi og får derfor ALDRIG smørrebrød – så jeg kan se frem til sådan et måltid i flere uger. Har jeg fortalt at jeg er madglad? Nå, men da beslutningen var taget, så gik min kreative hjerne i gang, og jeg havde straks billeder i hovedet af hvordan madderne skulle se ud. Jeg googlede lidt, for at være sikker på at jeg fik de mest almindelige ingredienser med. Derudover var det et must at kigge i Aamanns smørrebrød. Uhh, det er en genial bog – vildt inspirerende og dejlige billeder – klart anbefalelsesværdig!
Reje- og æggemad
Roastbeef m. tilbehør
Kartoffel- og spegemad
Hjemmelavet smørrebrød al a Christina
Jeg var meget i tvivl om, om jeg skulle servere smørrebrødet på fade eller personanrettet – hvis jeg skulle anrette på fade, så synes jeg der skulle være 5-6 forskellige stykker smørrebrød – det blev hurtigt lidt uoverskueligt, da jeg skulle lave mad til 12 mennesker. Så jeg besluttede hurtigt for at lave tre forskellige slags smørrebrød og så anrette dem på tallerkner. Tre stykker smørrebrød pr. mand lyder måske ikke af meget – men tro mig, de blev mætte. Når jeg siger højt-belagte, så mener jeg det! Jeg havde f.eks. 6 stykker roastbeef på hver mad – det er med at være rundhåndet med pålæg og pynt. Det er så dejligt at servere en fyldt og lækker tallerken til sine gæster.
Her får i en uddybelse af hvad hver mad består af samt opskrifter.
Reje- og æggemad – med rugbrøds-sticks, på en bund af salat med washabi rogn, lime-mayo og div
Ingredienser: Hjertesalat, æg, rejer, washabi rogn (fås bl.a. i Føtex), store ørred rogn, løgspirer, mayo (rørt med lime, citron, salt og peber), agurk tern, rugbrøds-sticks, citron skive, asparges.
TIP: Når jeg skal anrette, så tænker jeg meget på, hvordan helheden er – derfor er agurken skåret i tern og hver tern har en grøn kant – dette for at få et lidt grafisk look frem.
Opskrift på rugbrøds-stick: Skær rugbrødet i ønsket størrelse (jeg havde købt skiveskåret rugbrød med lidt kerner – der er ingen grund til at bruge bagerens rugbrød til dette). Smør rugbrøds-stykkerne med olie – olivenolie kan være lidt harsk i smagen, så jeg brugte økologisk koldpresset rapsolie. Drys med groft salt også på begge sider. Læg rugbrøds-stykkerne på en bageplade med bagepapir. Sæt dem i midte af ovnen på 200 grader varmluft i ca. 10 min – vend dem og bag videre i ca. 10 min. Tjek om de er ved at være gyldne i kanterne – hvis ikke skal de have lidt mere. Husk – stykkerne bliver ikke sprøde i ovnen grundet olien, så de skal ud når de er ved at være gyldne, ellers bliver de brændte og meget meget hårde når de bliver kolde.
Roastbeef med tilbehør – med hjemmelavede ristede løg
Ingredienser: Rugbrød fra bageren, smør, salat, roastbeef, grov remoulade, peberrod, hjemmelavede ristede løg, sur agurk (pickles), karse, en skive tomat.
TIP: Du kan spæde en god remoulade op med små hakkede gulerødder og pickles og derved lave din egen lækre grove remoulade.
Opskrift på ristede løg: Jeg brugte to løg til 12 personer, og derudover var der nok til at fylde en lille skål, som også kom på bordet. Pil løgnene, skær dem i tynde skiver, skil løgringene ad, vend dem i mel. Hæld olie i en gryde (igen skal du her tænke over at olivenolie kan give en lidt harsk smag, så brug evt. også her rapsolie). Jeg brugte en gryde med en stor bund-overflade, hældte olie i op til 8-10 cm. Varm olien op (husk og have respekt for dette – jeg laver aldrig noget andet når jeg står med varmt olie, jeg holder hele tiden øje med temperaturen og hvordan det går med det jeg har i olien). Når olien syder når du lægger et stykke løg i, så er olien klar. Læg nu løgringe i – de må helst ikke gå for meget ind over hinanden, så sikrer du at de får lige meget og at de ikke klistrer sammen. Vend dem løbende så de får en ens farve. Når de får en gyldenbrun farve er de færdige – tag dem op og læg dem på et stykke køkkenrulle, så det værste olie kan dryppe af. Hvis du ønsker små stykker ristede løg (som vi kender dem fra supermarkederne), så vil jeg anbefale at stege hele løgringe og først bagefter knuse dem let. Det er svært at stege helt små stykker løg og de vil hurtigt få for meget.
Kartoffel- og spegemad – med hjemmelavede syltede rødløg, hvidløgs-mayo og div. pynt og tilbehør
Ingredienser: Rugbrød fra bageren, smør, feldsalat, mayo (rørt med lidt hvidløg, salt og peber), hjemmelavede syltede rødløg, en god spegepølse, nye kartofler, stegt bacon, forårsløg, pestro, radiser.
TIP: Vælg en god spegepølse – evt. med en anderledes smag end man normalt ville vælge. Til denne mad valgte jeg en spegepølse med whisky – den var super sammen med alle de andre ingredienser. Når du skal stege bacon vil jeg klart anbefale at stege det i ovnen, da det giver et ensartede resultat og de bliver mere flade end hvis du laver baconskiverne på panden.
Opskrift på syltede rødløg: Pil et kilo rødløg, skær dem i både af ca. ½ cm. tykke. Hæld ca. 4 dl. vand, 3 dl. eddike og 150 g. sukker og 8-10 hele peberkorn i en gryde – det skal kun lige op og koge. Har du et sylteglas er det perfekt, ellers kan en stor plastikbøtte også sagtens bruges. Hæld lidt flydende natron i og sørg for at det kommer rundt over det hele i glasset eller i plastikbøtten (dette for at det kan holde sig længere) – hæld evt. overskydende natron ud. Læg løgene i glasset eller i plastikbøtten og hæld lagen over, sæt låg på med det samme og stil det i køleskabet. Løgene har bedst af at stå 24 timer inden de bliver serveret. De kan holde sig 2-3 uger i køleskabet.
TIP: De syltede rødløg smager også super godt i en salat og til kød.
Der skal afsættes en del tid til at snitte og forberede alle grøntsagerne og pynten til madderne – det tager sin tid – men det er givet godt ud, for det er det der pynter og er med til at skabe helheden og “kunsten”. Det er så fedt at servere noget, man har lagt en masse tanker og tid i.
Udover Anamanns smørrebrød, så findes der jo et hav at koge- og syltebøger. Kogebøger er gode inspirationskilder og jeg har også en del derhjemme. Her kan i se et udpluk af de bøger, som jeg bruger at kigge i i øjeblikket.
Kogebøger
Spis dig glad og mæt i mad fra de bedste kogebøger hos bog & idé, og lad ikke hverdagen sætte grænser for hvad du sætter på middagsbordet.