Q&A med Jade Beer

I Ambassadørfruen i Paris møder vi to kvinder: Lucille og Alice. Kan du fortælle os om disse kvinder og deres karakterer?

Ambassadørfruen i Paris fortæller historien om en lidenskabelig, hemmelig kærlighedsaffære gennem en samling couture Dior-kjoler og stærke kvinder i alderen fra 32 til 90 år. Den single Lucille i (næsten) nutiden tackler nogle af de samme problemer som gifte Alice i 1950'ernes Paris, selvom de har meget forskellige baggrunde og livsstile.

Det hele begynder med, hvad der ser ud til at være en simpel opgave - Lucille skal til Paris for at hente og returnere en couture Dior-kjole, som hendes bedstemor havde på i 50’erne. Det ender dog ikke med bare at være denne simple opgave, Lucille skal løse. En tiltagende romantisk rejse gennem byen starter, for at afdække en familiehemmelighed, der vil udfordre alt, hvad hun tror er sandt. Lucilles kapitler veksler med Alices, den britiske ambassadørs unge kone i Frankrig - en privilegeret ung kvinde, hvis liv synes at være alt det, det ikke er. Til sidst kolliderer de to tidslinjer med følelsesladede konsekvenser for alle, der er involveret.

Hvilken rolle spiller kjolerne i bogen og hvad har inspireret dig til at skrive netop denne fortælling?

Christian Dior: Designer af Dreams-udstillingen i London var længe ventet. Den indeholdt over 500 udstillinger, herunder 200 originale stykker haute couture mode. Men der var også sjældne designtegninger, modeillustrationer og fotografering. Jeg elskede den måde, gamle filmoptagelser blev splejset smart sammen med dækning af det moderne catwalk-syn. Jeg elskede at stå i ”toile”-rummet og se på alle prototyperne af de kjoler, de ville blive til.

Jeg vidste, at jeg ville skrive en historie om en kjole, en historie, der var så kraftfuld, at den kunne vende kursen for en kvindes liv i en anden retning. Det skulle være specielt og vigtigt og umuligt at konkurrere med. Det førte mig meget hurtigt til couture-verdenen. Og hvis det skulle være couture, så skulle det foregå i Paris. Og hvis det var min placering, ja, så måtte det selvfølgelig være Christian Dior. Manden, der 75 år tidligere viste sin første forårs-/sommer-kollektion frem i hovedstaden, og dermed redefinerede hvordan kvinder så ud.

Det, der virkelig tiltalte mig, var hans idé om, at kjolerne udefra ville give et indtryk af enkelhed, mens alt det detaljerede arbejde foregik nedenunder, ude af syne. Han havde til formål at narre os alle på den måde. Jeg elskede den måde, hans kollektioner var rettet mod en meget specifik kvinde - en, der var ekstremt elegant og med en kærlighed til stor luksus.

Jeg indså, at det var umuligt og unødvendigt at indsnævre min historie til kun én kjole. Hvad hvis der var flere, og de tilsammen fortalte en større og vigtigere historie? Kjolerne skulle findes og spores, deres betydning skulle forstås. Da jeg forlod udstillingen i London, spekulerede jeg på, hvad kvinderne, Diors kunder, ville sige, hvis de havde været der sammen med mig den dag? Hvad ville de fortælle mig om den anledning, hvor de bar disse utrolige kjoler? Alices historie i bogen svarer på, hvad de ikke kunne sige, men hvad min fantasi drømte om.

Hvad håber du, læserne vil tage med sig, efter at have læst din bog?

Jeg håber, at læserne vil heppe på og beundre alle kvinderne i denne historie - på forskellige måder og af forskellige grunde. Måske Alice for hendes modstandsdygtighed; Lucille for hendes beslutsomhed; Marianne for hendes loyalitet; Veronique for hendes lidenskab; Sylvie for hendes mod og Genevieve for hendes genopfindelse. Hvis de ikke allerede har gjort det, vil de måske også blive lidt forelsket i Christian Dior og byen Paris.