Q&A med Jesper Bernt

I sin nye spændingsroman tager forfatter Jesper Bernt fat i mysteriet om den verdensberømte, danske astronoms død. Døde Tycho Brahe af naturlige årsager, var det et videnskabeligt uheld, eller blev han slået ihjel? Og blev han slået ihjel, hvem stod så bag?

Hvordan fik du ideen til at skrive en roman om Tycho Brahe?

Jeg har altid været fascineret af konspirationshistorier og uløste mordmysterier. Som mordene på Kennedy og Oluf Palme. Og når det som i de to tilfælde er krydret med et betændte magtpolitisk lag og storpolitisk spil er jeg helt oppe at ringe. Det lugter af fordækte agendaer, hemmelige agenter og skumle planer. De ingredienser er der i Tycho Brahes mystiske, pludselige død. Det anede jeg ikke, da jeg gik i gang med at researche, men jeg fandt ud af, at der var en hel række forskellige historier, myter og teorier om hans død. Var det en naturlig død, blev han slået ihjel? Og hvis han blev slået ihjel, hvem gjorde det så?  

Samtidig fascinerer Tycho Brahe mig. Dels har jeg, som ham, en livslang fascination af rummet og astronomi og hvordan universet er skruet sammen, og dels er jeg fascineret af Tycho Brahe som person. Han er utvivlsomt den danske videnskabsmand, der har haft størst betydning, alligevel er han, modsat fx HC Andersen, i den almindelige danske offentlighed noget glemt og nærmest lidt latterliggjort. Er han ikke den her fede mand med næseprotese, der døde fordi han ikke ville gå på toilet og fik opkaldt begrebet en Tycho Brahe-dag efter sig, som den mest uheldige dag af alle. En skudsmål jeg fornemmer, har noget med den danske folkesjæl at gøre, har noget med Jantelov at gøre. Noget med, at man ikke skal komme her og være for klog. Også fordi Tycho Brahe ikke satte sit lys under en skæppe. Han troede sig bedre end alle andre. Det koster.

Du har valgt at fokusere på dagene op til hans død, hvordan kan det være?

Der er tre afgørende tidspunkter i Tycho Brahes liv. Da han ser Den Nye Stjerne, da han er 27 år og får sit videnskabelige gennembrud. Da han må flygte fra Danmark for at undgå en truende kætterproces iværksat af Christian IV, og da han overraskende falder om til en fest i sit eksil i Prag og dør ti dage senere.
Og hans mystiske død er for mig, det prisme, den ramme, man kan se de to andre (og alle andre) begivenheder i hans liv igennem. Det er der det hele samler sig – bl.a. fordi Tycho Brahe efter sin første bog 32 år tidligere aldrig lykkes med at komme med sin store samlende - og revolutionerende – bog om universet, der måske kunne have sat ham op ved siden af Eisenstein og Newton. Hans assistent Johannes Kepler samler op på alle hans observationer og noter og høster frugterne. På den vis er det også en fortælling om det store uforløste geni, som havde de største visioner, men fejler og aldrig kommer i mål og hele hans livsprojekt falder reelt fra hinanden. Han ender med at have et godt otte hundred siders manuskript, han ikke når at få færdiggjort, og som han måske ville have fået skrevet færdig var han ikke pludselig død.

Hvad overraskede dig i din research?

Den største overraskelse var på en måde ikke Tycho Brahe, men hans største modstander – Christian IV. Jeg er som de fleste danskere vokset op med billedet af den her danske konge, som vel nærmest den største og mest feterede af alle danske konger. Men i min research blev det ret tydeligt, at Christian IV på mange måder var alt andet. Han fordrev Tycho Brahe fra Danmark, og det gjorde han bl.a. fordi han modsat sin far Frederik II foragtede videnskab og indsigt og fjernede alle midler til Tycho Brahes forskning. Christian IV var på den måde en fakta-fornægter. Og som den mest ihærdige konge var det ham der iværksatte Danmarkshistoriens mest omfattende hekseafbrændinger. Han jagtede alle anderledestænkende – og i den henseende var Tycho Brahe et fyrtårn – en kanariefugl i minen i samfundet, en der skulle knuses. Som i dag, hvor man jorder klimaforskere. Som en Trump, der for at styrke sin egen magt bekæmper oplysning og viden og fremskridt. Og i stedet bruger sin energi og sine penge på at bygge – igen som Trump. Fx er rygtet helt konkret at Rundetårn er bygget af sten fra Tycho Brahes forskningscenter Uranienborg, som Christian IV lod rive ned efter Tycho Brahe var fordrevet i eksil. Et forskningscenter som ville have overstålet nærmest alle andre bevarede danske bygninger, havde det fået lov at stå. Det tillod den unge danske konge ikke. Han ville selv shine, selv være den største. Og det har vi ladet os forføre af. Kort sagt synes jeg, at historieskrivningen om Christian IV godt kunne trænge til et eftersyn. For mig at se er det tid til at pille ham ned af hans piedestal. Hvorimod hans lidt underkendte far Frederik II derimod støttede Tycho Brahe og forskningen med op til én procent af bruttonationalproduktet. 

Derudover var Tycho Brahe også en torn i øjet på Christian IV, fordi han som højadelig lod sig gifte med en jævn borgerlig kvinde. Det var helt uhørt, det gjorde man ikke dengang, og betød at Tychos børn ikke kunne arve ham. Et kæmpe offer på kærlighedens alter. Man kan nærmest betragte Tycho Brahes ægteskab med Kristine, som danmarkshistoriens første moderne ægteskab, hvor de gifter sig af kærlighed og ikke som et arrangeret fornuftsægteskab. Noget selv den danske konge Frederik II ikke engang ture. Tycho Brahes ægteskab var således dybt provokerende for samfundet og især for magten. En synd, at denne mest berømte dansker dengang gik imod kutyme. Kunne han gøre det, ville han åbne en ladeport for at alle ville kunne gøre det, og det ville kunne rokke ved samfundet og dets stærkt hierarkisk opbygning. Det var magten imod.  

Endelig gik der rygter om, at Christian IV’s mor havde haft en affære med Tycho Brahe, så han i princippet kunne være Christian IV’s far, og i så fald ville den unge konge ikke være kongesøn. Den slags rygter og sladder truede Christian IV og hans position, selvom de højest sandsynlig var absolut grundløse, men ikke desto mindre måtte de ryddes af vejen. Det var et magtspil.

At der så oveni, i min research, viste sig at være en teori om at Christian IV måske, måske ikke havde sendt en lejemorder efter Tycho Brahe, det fik kun den vinkel til at eksplodere for mig. Der vidste jeg at det var en historie, jeg måtte fortælle.

Hvordan er vægtningen mellem fiktion og fakta?

Det hele er sandt og det hele er fiktion. Spøg til side. Jeg vil sige, at faktisk alt er sandt i den forstand, at det kunne være sket og meget af det ved vi, er sket. Men der er også hvide pletter på historiens tæppe. Dem har jeg måtte fylde ud.

Derudover har jeg været ekstremt omhyggelig med at sproget og ting og begivenheder er korrekte. Der er intet moderne sprog og ingen moderne ord. Der er i princippet hellere intet i romanen, genstande bl.a., som ikke fandtes i 1601. Var et begreb, et ord, en betegnelse, en titel, ikke opfundet i 1601, har jeg ikke brugt det, men fundet noget andet. Altså jeg ville gerne have at læserne får en følelse af, at det her kunne være skrevet dengang. Som et "fundet" manuskript. Jeg vil gerne have, at man føler man er til stede i de dage og den tid romanen foregår i. At man kan mærke det.

Samtidig har det været utrolig vigtig, at romanen ikke føles gammeldags eller støvet eller som et parfumeret kostumedrama. Det måtte ikke være en fortælling set fra 400 års afstand.

Hvilke synsvinkler er romanen skrevet ud fra – og hvorfor?

Romanen følger fire personer, og man oplever historier fra dem alle fire i første person. Det er Tycho Brahe. Det er Tycho Brahes kone, Kristine. Det er Tycho Brahes assistent Johannes Kepler, der senere løber med den videnskabelige anerkendelse, som Tycho ikke opnår, da han dør. Og så er det Tycho Brahes fætter, Erik Brahe, man ved var til stede i Prag, da Tycho døde, og som meget muligt opsøger Tycho med fordækte hensigter. Og det er netop Erik Brahe, der er den bærende hovedperson, og ham der hele vejen igennem har de største personlige kvaler – for måske er han sendt til Prag som lejemorder for at likvidere Tycho Brahe. I min bog har jeg gjort dem til gode venner, og ladet det være spørgsmålet, om Erik Brahe kan gøre det? Ligesom en who-dunnit har jeg forsøgt at skrive det sådan, at man skal følge med hele vejen for at finde ud af, hvem den potentielle morder er. Så på den ene side forholder jeg mig til sandheden, og på den anden side går jeg med på myterne om, hvad der kunne være sket.

Hvad anser du selv for det mest sandsynlige i forhold til, om han blev myrdet eller ej?

Tycho Brahe har jo været gravet op nogle gange, men det mest sandsynlige er nok, at det er en eller anden form for selvskade. Der har været tre analyser af hans lig, og de to første pegede på en eller anden form for kviksølvsforgiftning. Dengang troede man, at kviksølv kunne kurere alverdens sygdomme, men vi ved jo ikke, om der er nogen, der har forgiftet ham, eller om han selv har taget det. Det er stadig et uløst mysterium.

Hvordan har din skriveproces været?

Jeg begyndte i 2019, altså for fem år siden med at researche på historien. Jeg læste stort set alt, hvad jeg kunne opdrive om Tycho Brahe. Rigtig meget på nettet og endnu flere bøger, og jo mere jeg læste jo flere teorier dukkede frem omkring mysteriet Tycho Brahe og især mysteriet om hans død. Døde han af naturlige årsager, var det et videnskabeligt uheld, eller blev han slået ihjel? Og blev han slået ihjel, hvem stod så bag? Der var flere teorier med flere forskellige mistænkte. Det var og er stadig et kontroversielt emne, som mange mener meget om. Tycho Brahes historie og død er nationalt arvesølv. Det tændte mig, og især under corona-epidemien blev det så klart for mig, at stoffet var så rigt og omfangsrigt, at det var oplagt at skrive historien som roman. Det begyndte jeg så på for alvor på for halvandet år siden, og sidste sommer var jeg fire dage i Prag og også tre dage på Hven på researchtur. Det er de to steder romanen primært udspiller sig.

Hvad håber du, læserne tager med sig?

Jeg håber de får en elementær medrivende og spændende historie, hvor de er spændte på Tycho Brahes skæbne og hvem der, måske, bliver hans morder. 

Jeg håber også, at man får et nyt blik på Tycho Brahe og Christian IV og Danmark.

Min roman er jo en slags hyldest til viden. For jeg ser, at vi lever i en verden i dag, hvor viden og fakta bliver mere og mere mast af tyranni og intolerance. Viden og fakta – samlet det vi kalder oplysning – er de nødvendige ingredienser i et demokrati, og mister vi det, mister vi fundamentet for vores frihed og demokrati – og om noget kæmpede Tycho Brahe for retten til at mene og gøre, som man selv vil, uagtet hvad andre og samfundet må mene. Man kan på den måde tegne en rød streg fra Tycho til PH og andre samfundsreverser, der har luet ud i det danske samfund og været med til at skabe bl.a. det frisind, som vi, også jeg, betragter som en særlig dansk kvalitet. Noget vi skal værne om, og som også er under pres i dag. At der må og skal være højt til loftet og man må mene, og sige og skrive, det man vil. I den kamp, var Tycho Brahe, både med sit ægteskab og sin videnskab, en af de første danskere, der kæmpede for det danske frisind.