Q&A med Jonas Eriksson

Din debutroman var en historisk roman, i din nye roman har du flyttet handlingen til nutiden. Hvorfor?

Min nye roman var ikke planlagt, men var et resultat af begivenheder, der kom i kølvandet på min fars død. Den tager udgangspunkt i en arvesag, og handlinger strækker sig over de sidste to år af mit liv.

I af ”Stumper og skår” lader du dig inspirere af dit eget liv, hvilke overvejelser har det kastet af sig?

Jeg er blevet bevidst om, at selv om jeg beskriver begivenheder, der har fundet sted, så har jeg ikke kunnet tage alt med. Jeg har været tvunget til at tage en masse valg, og derved lagt mit eget snit for at beskrive en virkelighed, sådan som jeg opfatter den. Det er sandhed, men min egen sandhed, og andre har måske en anden opfattelse end min. Vi har alle vores egen fortælling både om os selv og om livet.

Hvorfor er det vigtigt for dig at skrive denne bog?

For mig er denne bog en form for vidnesbyrd. Andre har før dikteret historien om mit liv, og hvorfor det har været som det har. Nu er det min tur.

Hvor foretrækker du at skrive dine romaner, og hvordan påvirker omgivelserne din skriveproces?

Jeg kan arbejde de fleste steder. Jeg forsvinder ind i teksten, når jeg først går i gang, så jeg kræver ikke ro omkring mig.

Hvilke følelser eller tanker håber du, at læserne tager med sig, når de har læst Af stumper og skår?

Først og fremmest håber jeg at læseren fatter sympati og indser at et menneske er kompleks og har mange facetter. Der er mange forfattere der har en ideologisk eller politisk tilgang til deres arbejde, men jeg har en menneskelig, og empati, både for det gode og det knapt så gode, og derfor er derfor vigtig for mig. Og så håber jeg selvfølgelig, at læseren er underholdt.