Q&A med Kelly Bowen

Hvordan opstod idéen til MORGENDAGEN ER FOR DE MODIGE? 

Idéen dukkede op, mens jeg lavede research til min foregående roman, SLOTTETS HEMMELIGHEDER. Da jeg læste om ødelæggelsen af den franske flåde ved Mers-El-Kabir og om kampene i Nordafrika under 2. verdenskrig, faldt jeg over historien om Susan Travers, kvinden, der kørte den franske general Koenig ud af det belejrede område Bir Hakeim, gennem ørkenen i nattens mulm og mørke og under beskydning af Rommels styrker. Den research, jeg var i gang med den eftermiddag, som handlede om de allierede styrker, blev brat afbrudt resten af dagen, mens jeg satte mig ind i denne ekstraordinære kvindes historie. 

Alle mine historier, både historiske romaner og historiske romance-fortællinger, har fiktive heltinder, som er inspireret af virkelige heltinder, og så snart jeg lærte historien om Susan Travers at kende, vidste jeg, hvilken historie jeg ville fortælle næste gang. Susan Travers var engelskfødt, men primært opvokset i Sydfrankrig, og hun meldte sig straks frivilligt, da krigen brød ud i 1939, med håbet om at blive sendt til fronten. Jeg blev slået af den måde, hun kæmpede sig gennem den lange række forhindringer, der blev sat op for hende – andre, der fortalte hende, at hun ikke behøvede at involvere sig, og hvis hun gjorde, kunne hun kun gøre det som sygeplejerske. Hun sagde selv, at hun var en håbløs sygeplejerske, men hun kunne køre og skyde med riffel og fandt en måde at bruge de evner, da de allierede styrker havde allermest brug for det. 

Hun blev den eneste kvinde i den franske Fremmedlegion under 2. verdenskrig og blev senere tildelt flere militære medaljer for sin kamptjeneste. Hendes historie handler ikke kun om mod, men også om beslutsomhed, modstandskraft og stædighed. Romanens titel er inspireret af hendes erindringer Tomorrow to be brave (dansk titel: MIT LIV I FREMMEDLEGIONEN, red.), som jeg varmt kan anbefale at læse, hvis du er interesseret i hendes historie.

Hvordan påvirkede det din skriveproces, at historien er baseret på virkelige hændelser? Følte du dig nogensinde begrænset af de historiske facts? 

De virkelige begivenheder, som denne historie – og alle mine andre romaner i øvrigt – er baseret på, føles aldrig som en hindring, men snarere som en guide eller et kort, jeg kan følge, når jeg strukturerer min historie. Virkelighedens begivenheder er en uendelig kilde til inspiration, og som læser elsker jeg selv at lære om verdenshistorien set gennem øjnene af en karakter, der gennemlever den. Hvordan lød det? Hvordan føltes det? Hvad lugtede der af? 

Jeg har lyttet til en masse interviews med veteraner (canadiske The Memory Project er en uvurderlig kilde i den sammenhæng) og læst så mange erindringer som muligt for at prøve at forstå de mennesker, som oplevede den tid. Historiebøger, biografier, arkivdokumenter og fotos hjælper, men de bringer ikke én helt så tæt på som at høre elle læse nogen beskrive deres oplevelser med egne ord.

Jeg prøver at yde beretningerne retfærdighed, når jeg bygger mine karakterer og deres synsvinkler. Indimellem bliver jeg nødt til at ændre for eksempel en dato for at få plottet til at hænge sammen (for eksempel da en sandstorm ramte Bir Hakeim under belejringen), men jeg prøver at ændre så lidt som muligt, og jeg noterer det altid i en historisk note i slutningen af bogen. Så vidt muligt prøver at jeg at beskrive ægte mennesker og sande begivenheder nøjagtigt. 

Din egen families historie er en stor del af grunden til din fascination af historisk fiktion og 2. verdenskrig i særdeleshed. Kan du fortælle os lidt om det? 

Så længe jeg kan huske, har historien – og særligt den historie, der væver sig ind mellem grenene i mit stamtræ – været utroligt fascinerende for mig. Det ender tit med at være mig, der får de gamle ting, som mine slægtninge finder i kældre og loftsrum – en eklektisk samling af kasser med påskriften ”Til Kelly”. For en del år siden fandt jeg i en af de kasser min grandonkel, menig Percy William Shields’, dagbog. Han blev dræbt i kamp i Frankrig den 9. september 1918, da han var 25 år. I dagbogen skrev han detaljeret om sine oplevelser i krigen og tilbød læseren et levende glimt af, hvordan det var for ham at kæmpe i 1. verdenskrig. 

22 år senere kæmpede begge mine bedstefædre i 2. verdenskrig, henholdsvis i RCEME og RCAF. De overlevede begge to, men ingen af dem skrev dagbog, og de fortalte ingenting til deres børn og slet ikke til deres børnebørn om krigen. Emnet var simpelthen forbudt område, som om de år aldrig havde fundet sted. Men de fandt jo sted, og selv om min bedstefar aldrig talte direkte om dem, delte han alligevel sine erfaringer med mig på en måde, jeg først forstod meget senere. Da jeg var ti år gammel, kunne jeg allerede læse radiomanualer, kende forskel på kondensator, modstand og transistor og lodde dem korrekt sammen. Sammen reparerede vi en klodset RCA Victor-radio fra 1938 og en flot Northern Electric-radio fra 1942, som han gav mig i 13 års fødselsdagsgave. 

Timerne sammen med min bedstefar gav mig interesse både for radioer og for den måde, de blev brugt i krigstid, og jeg begyndte at læse historier om de mennesker, som benyttede sig af radioerne, og deres oplevelser under krigen. Det er de historier, der har inspireret mit forfatterskab. 

Kan du fortælle os om din hverdag som forfatter? Hvor og hvornår er du mest produktiv? 

 Det har ændret sig lidt over årene, men jeg arbejder stadig bedst tidligt om morgenen, når min familie stadig sover og der ikke er nogen forstyrrelser (udover dyrene, som utålmodigt venter på at blive fodret). Den research, jeg laver til hver bog, er en af de bedste ting ved mit job – jeg får lov til at fordybe mig i historien og bringe den til live for et nutidigt publikum. 

Jeg skriver på en bærbar, så jeg kan faktisk skrive hvor som helst, og da mine børn var yngre, blev mange kapitler skrevet i hockeyhaller, svømmehaller og gymnastiksale. Nu om dage bliver de fleste skrevet på mit lille hjemmekontor, omgivet af alt for mange historiebøger!