Q&A med Miranda July

Du arbejder med forskellige formater. Hvorfor valgte du at fortælle denne historie i romanform?

Det er på en eller anden måde aldrig et spørgsmål om at få en idé og så beslutte sig for formatet – formatet er en del af idéen. Igennem et år noterede jeg tanker i et dokument, som jeg kaldte ”Roman 2”, mens jeg arbejdede på et andet projekt, inden jeg endelig satte mig ned for at skrive. Dokumentet, der senere blev til romanen, var det helt rigtige format for så intim en fortælling. Jeg søgte bevidst ind i de mørkere dele af mit sind og vores kultur, ind til de dele, hvor lyset sjældent bryder igennem, og hvor vi underbevidst gemmer på snæversynede forestillinger om kvinder, begær og alderdom. Det er et spændende område, fordi bevidstliggørelsen om de mønstre, vi ellers ikke lægger mærke til, kan bringe en frigørelse med sig.

Alle fire viger ikke tilbage fra de følelsesmæssige, intense og ofte udfordrende aspekter af kvindeliv og moderskab. Hvordan føles det at reflektere over disse aspekter af livet, som sjældent får plads i litteraturen?

Det føltes både skræmmende og befriende at bevæge sig inden for et felt, som længe har været betragtet som frastødende, trist eller pinligt. Man er blevet fortalt så meget om, hvordan man bør være, især som ung kvinde – alt handler om målrettet markedsføring, man er repræsenteret i både film og TV, og der er så meget overinvolvering i ens reproduktive liv. Men pludselig ophører informationsstrømmen! Man er ligefrem på jagt efter basale oplysninger om, hvad der nu skal ske. Skildringer af kvinder, der er midt i livet, er ofte så forsimplede, at de forvrænger virkeligheden – når man er i trediverne har man ingen idé om, at en spændende, hjertebankende, næsten bevidsthedsudvidende overraskelse venter forude. Mens man derimod i livets første halvdel er blevet fortalt, præcis hvad man kan forvente, og måske er blevet skuffet.

Hvis du skulle beskrive Alle fire med en lyd, en farve og en tekstur, hvad ville det så være?

Ha! Okay, lyden ville være lyden af en samtale mellem to kvinder, fyldt med latter og gråd. Farven må være den gyldne, rosa-orange nuance af lys, der strømmer gennem motelgardinerne på værelse 321. Teksturen er som en kvindes hud, når hun ikke længere er ung, helt ufattelig blød.

Hvad vil du beskrive som kernen af Alle fire?

Jeg begyndte at skrive bogen, da jeg var femogfyrre. I den første halvdel af livet ser man frem til et ukendt højdepunkt. Man føler sig som et ungt menneske, og faktisk i ganske lang tid som kvinde. Men pludselig bliver det hele vendt på hovedet. Perspektivet ændrer sig, og nu står man midt i livet og ser mod døden, man er ikke længere en ingenue. Måske kan man ikke blive ved med at leve som man gjorde før, og vejen forude synes smal og dårligt belyst … I stedet for at lade disse tanker forblive i det skjulte, hvor de ender med at blive skræmmende, vil jeg åbent undre mig, som jeg har gjort i alle aldre: Hvilken betydning har det? Praktisk, følelsesmæssigt, i forhold til intimitet? De spørgsmål er kernen i denne bog. Nu, som niogfyrreårig, føler jeg mig taknemmelig for, at jeg har fået lov til at leve disse vigtige år parallelt med min fortæller. Hun har været en spændende og trøstende følgesvend. Og nu er det tid til at dele min ven med andre.