Q&A med Sofie Lassen-Kahlke

I Hermans Hævn møder vi igen Ursula Madsen, som du præsenterede os for i din krimidebut, Adams Arv. Vil du ikke (kort) fortælle, hvem Ursula er?

Ursula er en 58-årig kvindelig advokat med et speciale i straffe- og arveret, som hun brænder for. Hun er nysgerrig, stædig og svær at leve sammen med og derfor blev hun også skilt for 15 år siden, men hun og hendes nu eksmand Thomas kunne alligevel ikke rigtig leve uden hinanden, så han flyttede ind i badehuset på samme matrikel, og det passede dem begge glimrende.

Ja, vi hører i debuten om Ursulas lidt specielle ægteskabssituation. Hvordan vil du beskrive hendes ægteskab her i bog to?

Jeg er meget optaget af ægteskaber. Jeg synes det er spændende at betragte dem ude i det virkelige liv. Hvad får folk til at kaste håndklædet i ringen, hvad får folk til at blive og hvordan gør man det. Derfor har jeg også lade det fylde en del i den her bog.

Ursula og Thomas kan hverken leve med hinanden eller uden hinanden, og det er jo en meget vanskelig situation. Og her i Hermans Hævn bliver Ursula i den grad udfordret på konstellationen, for når man ikke som sådan er gift, har man så bare sat den anden fri?

Ursula er en kvinde, der i mange af livets henseender, ikke tager et nej for et nej – hvilket gør hende til en ret effektiv snushane. Ligger der nogen litterære forbilleder bag Ursula-karakteren?

Altså det hurtige svar er, at jeg ikke har set nogle litterære forbilleder som sådan, MEN: da jeg var barn og yngre så jeg sindssygt meget Miss Marple og Hercule Poirot, så jeg tror, jeg har dem som helt ubevidste og klare forbilleder. Derudover har jeg gennem mit liv kendt mange kvindelige advokater, og jeg har altid været meget fascineret af deres væsen og har altid syntes, at de var skabt af en helt særlig sejhed og forbilledlig stædighed. 

Så: hvor meget ’Ursula’ er der i dig selv?

Ja, det er jo det store spørgsmål! Jeg har helt bevidst gjort alt, hvad jeg har kunne for at lægge hende væk fra mig selv, i hvert fald med de ydre ting. Hun er lille, ikke-kaffedrikkende og i slutningen af halvtredserne. Og ofte, hvis jeg har stået med et valg, om hun skulle gå til højre eller venstre, har jeg bevidst sendt hende i modsat retning af, hvad der føltes naturligt for mig, Sofie. Jeg tror, jeg havde brug for at adskille mig fra hende. Men når det så er sagt, så tror jeg, der er rigtig meget af mig i hende, selvom jeg ikke er meget for at indrømme det. 

I din debut fulgte vi med Ursula hjem til hendes barndoms hjemegn. I den nye roman følger vi hende helt ind i en af kulturens højborge, ind på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Hvordan fandt du på at hun skulle derind?

Da jeg begyndte at skrive Adams Arv havde jeg et spor, der ledte ind på Det Kongelige Teater, fordi jeg altid har været fascineret af sted og synes det er et af de smukkeste kultursteder, vi har i København og i Danmark for den sags skyld. Men det blev for meget dengang. Derfor vidste jeg hele tiden, at bog nummer to skulle foregå derinde. Jeg synes også teateret fungerer godt som “kulisse” i bogen.

Sjovt nok befinder du dig selv, lige nu, omkring bogens udgivelse, netop dér? Hvordan er det at gå rundt i ’kulisserne’ til din egen bog?

Da jeg fik tilbuddet om at lave Skønheden og udyret på Det Kongelige Teater, netop som min bog skulle udkomme, troede jeg næsten ikke mine egne øjne. Jeg havde noget tid forinden været på rundtur derinde, hvor jeg blev vist rundt alle de finurlige steder, fordi jeg aldrig selv havde spillet derinde. Jeg har danset på scenen engang, så det var ikke hundrede procent fremmed for mig, men alligevel. Jeg synes det er et magisk sted og at få lov at gå rundt derinde er meget vidunderligt. 

Uden at spoile for meget af bogens handling kan vi godt røbe, at Ursula ikke er RET meget til stede i sin egen families liv i 'Hermans Hævn' – og det på trods af, at der sker noget ret stort i familien i løbet af den tid, handlingen udspiller sig. Men: Ursula er blevet meget optaget af den sag, hun har fået færten af. Kan du kende det fra dig selv – at du kan blive så optaget af arbejde at du glemmer alt og alle omkring dig?

Jeg vil sige, at i slutfasen med at skrive en bog skal jeg tage mig gevaldigt sammen for ikke bare at åbne computeren hele tiden. For det er jo lidt en fødsel, et barn der skal hjælpes til verden og som bare lige mangler det allersidste. Det er fuldstændig altopslugende. Men jeg siger også til mig selv, at jeg er heldig at have et arbejde, som man bare elsker så højt, og heldigvis har jeg tre børn, der kræver min opmærksomhed, så ofte giver det sig selv. 

Ligesom din debut har bogen her fået genrebetegnelsen: ’Mysterium’. Hvad ligger der i det?

Da jeg skrev min første bog Adams Arv, stod der oprindelig krimi på forsiden, og jeg havde det lidt dårligt med den kategori, for min serie er i den bløde ende af krimigenren, og jeg var simpelthen bange for, at nogle ville føle, det var falsk varebetegnelse. Så en dag kom ordet ’Mysterium’ til mig, og det lød så lokkende på mig, at jeg sneg mig til at skrive det på en af mine udgaver til forlaget, og de syntes heldigvis, det var et godt ord. Og der kunne jeg mærke, der faldt ro over mig og jeg følte, at det var lige præcis det, min bog var.