Q&A Ulrika Lagerlöf

 "Lige siden jeg var lille, har jeg opholdt mig meget i skov og natur"

Inspireret af sin mormors oplevelser har Ulrika Lagerlöf skrevet en historisk page-turner om svimlende kærlighed. Hjortronmyren er første bind i serien Timmerfolk, en romanserie, hvor kvinderne er i centrum i fortællingen om den storslåede svenske skov.

Hvordan gik det til, at du skrev en roman om en kvinde, der arbejder som kogekone i en skovhuggerhytte i Västerbotten i 1930’erne?

Det hele begyndte med, at min grandtante fortalte om en messingklokke, som min mormors far plejede at have på slæden, når han arbejdede i skoven om vinteren. Om foråret gik hendes søskende ud for at lytte efter klokken for at høre, om han var på vej hjem, efter at have været væk i skoven i flere måneder. Samtidig fortalte hun, at min mormor arbejdede som kogekone i en skovhuggerhytte, da hun var ung. Min mormor kom fra en lille by ved navn Ålund, lidt nord for Skellefteå. Den isolerede skovhytte langt inde i den nordsvenske skov virkede som et fantastisk miljø at skildre i en roman.

Du ønsker at fortælle om kvindernes rolle i skovbruget – hvorfor det?

Skovbranchen har altid været, og er stadig, en mandsdomineret branche, hvor kvindernes rolle i høj grad er blevet usynliggjort. Men mange kvinder sled hårdt, blandt andet som kogekoner i skovhuggerhytterne, og det ønskede jeg at vise gennem bogens karakter Siv.

Kogekonens ansvar var at lave mad, holde hytten varm, bære brænde og vand ind, vaske op og gøre rent. Et udmattende arbejde fra tidlig morgen til sen aften. Det var ofte unge piger, hvis familier ikke havde råd til at lade dem studere, som blev sendt ud i skoven. I 30’erne og 40’erne arbejdede flere tusinde kvinder som kogekoner i skovhytter i Nordsverige om vinteren. De fik ofte en ganske god løn – betydeligt bedre end som tjenestepige – og desuden bestemte de selv over husholdningen i skovhytten.

Din roman foregår på to tidsplaner og med to hovedpersoner – hvorfor blev det sådan? Fortæl lidt om Siv og Eva.

For mig kom den historiske fortælling først. Her følger vi den 17-årige Siv, der i 1938 bliver sendt ud for at arbejde som kogekone. Som eneste kvinde, blandt ti mænd, skal hun stå for husholdningen i en lille tømmerhytte uden el og vand hele vinteren. Hun rejser uden protest, men indeni er der fuldt oprør. Hun afskyr hytten, snavset, trængslen og de gammeldags levevilkår. Men da den værste chok har lagt sig, opdager hun også en frihed i arbejdet, sammenlignet med det strengt styrede liv i barndomshjemmet. Og så møder hun selvfølgelig sit livs kærlighed.

Ret hurtigt indså jeg, at der fandtes en parallel nutidshistorie, jeg også ville fortælle. Den svenske skov er i dag genstand for mange konflikter og hede debatter, hvor skovbrug, miljøbevægelse og rensdyrhold har meget forskellige perspektiver – noget jeg skildrer gennem Eva fra Uppsala. Eva arbejder i et skovfirma og bliver sendt til den lille by Djupsele i Västerbotten for at løse en konflikt, hvor nogle aktivister protesterer voldsomt mod en af firmaets skovfældninger. Hun har sine rødder i området og vender tilbage for første gang i mange år. Eva er overbevist om, at svensk skovbrug er bæredygtigt, og at den konflikt, hun skal håndtere, blot er en medieskabt storm. Men jo længere tid hun er i Djupsele, desto mere begynder hun at tvivle.

Hvilket forhold har du selv til skoven?

Lige siden jeg var barn, har jeg opholdt mig meget i skov og natur, og for 10 år siden begyndte jeg at arbejde med skovspørgsmål som kommunikationsansvarlig hos Skogssällskapet. Der er så utroligt meget at lære om den svenske skov. I de senere år er jeg også blevet mere interesseret i træ som byggemateriale – både fordi det er så anvendeligt og fordi det ældes med værdighed. Min mand og jeg har købt et lille tømmerhus i Hälsingland, og jeg synes, det er fascinerende at se sporene efter øksehug i tømmeret og vide, at nogen har stået der og bygget deres hjem med hænderne for 200 år siden. Vores mål er at bevare huset, så det kan stå i 200 år mere.