Ægte elverkvinder har grimme huller i ryggen

Emma Elver Wolffs første novellesamling er små historier, der alle repræsenterer billeder fra hendes liv. Det gennemgående tema er psykisk sygdom i forskellige aspekter. Hun kommer omkring anoreksi og indlæggelser, problemer med at finde sig til rette i verden og at forstå relationer til andre mennesker, ikke mindst kærester. Det er et voldsomt ridt gennem livet, men der er små lyspunkter og den sidste novelle i bogen tilbyder varme og en lys fremtid, som hun måske tør gribe. Der er ingen tvivl om, at Emma Elver Wolff er intellektuel og akademisk. Det skinner igennem i hendes tekster. Men det bliver også lidt for akademisk, med alt for mange ord. Og de fleste noveller stritter i så mange retninger, at det er svært at vide, hvad hun egentlig vil med teksten. Det er ærgerligt, for hun skriver godt og får følelser og tanker frem med sine ord. Men når teksterne flagrer mere end et egern med ADHD, efter det har drukket fire baljer kaffe og taget ecstasy, så er det svært at følge med. Emme vil rigtigt meget, også alt for meget. Jeg ville ønske, at der havde været en håndfast redaktør inde over, der havde hjulpet hende med at stramme op og skære ind. For Emmas tekster er vedkommende. Men er det nødvendigt at nå omkring 16 forskellige emner i en tekst på syv sider? Bogen er en god legeplads og jeg håber Emma bliver ved med at skrive, for hun har ordet i sin magt.