Hvor fanden var de voksne?

Titlen siger det hele: For hvor fanden var de voksne? Bogen handler om omsorgssvigt, alkoholisme, vold, misbrug og dysfunktion i ekstrem grad. Liselotte Farcinsen Leth Rasmussen har skrevet en bog med sin livshistorie, fra hun var en lille pige til hun blev myndig og selv blev mor. Gennem korte tekststykker, der fungerer som løsrevne minder, bliver vi trukket med tilbage til Esbjerg i 1980’erne, hvor forældrene ikke er i stand til at tage ansvar for deres børn og hvor kommunen ikke lever op til deres forpligtelser. Det er barsk læsning og især gør det ondt at læse de uddrag af journaler fra social- og sundhedsforvaltningen, hvor det tydeligt fremgår, at de voksne fra kommunen burde have gjort noget, uden at det skete. Havde det været en fiktionsbog, var den sikkert blevet afvist som værende for urealistisk. Desværre overgår virkeligheden fantasien i dette tilfælde. Bogen er velskrevet og vigtig. For omsorgssvigt skete ikke kun i 1980’erne og der er stadig for mange børn, der ikke bliver passet på, når deres familier ikke magter opgaven. Bogen er ikke moraliserende eller dømmende; den formidler barnets oplevelser uden at tolke med voksne øjne. Derfor bliver fortællingen så stærk, når barnets stemme får lov at stå alene og runge klart i tomheden. Min anbefaling: Læs den! Men forvent ikke at blive i godt humør, for der er ikke meget opmuntrende i bogen. Ikke ud over at Liselotte Farcinsen Leth Rasmussen er kommet igennem det og er i stand til at skrive en stærk bog i dag.