Neurospicy

Neurospicy giver et spændende indblik i en verden og en hverdag som de færreste af os kender til, men samtidig også et meget mere nuanceret og farverigt kig, end de noget rigide og grå billeder som mange nok har fået af vores samfund, som eneste reference. ”Det er en lidelse, det skal medicineres væk” Samspillet imellem den meget direkte tone af Jim, og den maleriske beskrivelse i Nicolines ord, gav mig en dybere forståelse for det at være Neurospicy fra deres perspektiv, samt hvordan verden ser ud, set med andre øjne end vores egne. Jeg har stor respekt for at de ikke på noget tidspunkt, foregiver at have fundet de Vises Sten, eller at have Svaret! Men fortæller hvad de har fundet ud af der virker for lige dem, og for deres familie. Desuden stilles der nogle spændende og relevante spørgsmål, til både eksperter og folk med ADHD, samt til læserne generelt, der forhåbenligt kan være med til at se på Neurospicy med andre øjne, samt hvordan vi bedst adresserer dette og skaber de bedste forudsætninger.

Spændende at få et indblik i verden set fra andres øjne. Hvor mange andre ser begrænsninger. Ser Jim og Nicoline muligheder. Kunne andre lære meget af🫶🏻

Spændende at få et indblik i verden set fra andres øjne. Hvor mange andre ser begrænsninger. Ser Jim og Nicoline muligheder. Kunne andre lære meget af🫶🏻

Neurospicy er Jim Latraches personlige fortælling om at vokse op med ADHD. En diagnose der med verdens øjne oftest bliver betragtet på en stigmatiserende måde. Det ønsker Jim Latrache at gøre op med, for ifølge ham bør personer med ADHD ikke presses til at tilpasse sig samfundet og dets normer via medicinsk behandling, som psykiatere udskriver og varmt anbefaler. Men hvordan ville vores samfund se ud, hvis målsætningen ikke var at udradere ADHD, men tilgå den på en nysgerrig måde? En person med en neurotypisk hjerne kan faktisk lære en masse af en person med en neurospicy hjerne. Personer med ADHD har nemlig en anderledes måde at tænke på. En anderledes måde at anskue verden på. En anderledes måde at tale om ting på. En anderledes måde at være menneske på. Anderledeshed er ikke en sygdom! Måske er det i virkeligheden en superkræft 🙃

Neurospicy er Jim Latraches personlige fortælling om at vokse op med ADHD. En diagnose der med verdens øjne oftest bliver betragtet på en stigmatiserende måde. Det ønsker Jim Latrache at gøre op med, for ifølge ham bør personer med ADHD ikke presses til at tilpasse sig samfundet og dets normer via medicinsk behandling, som psykiatere udskriver og varmt anbefaler. Men hvordan ville vores samfund se ud, hvis målsætningen ikke var at udradere ADHD, men tilgå den på en nysgerrig måde? En person med en neurotypisk hjerne kan faktisk lære en masse af en person med en neurospicy hjerne. Personer med ADHD har nemlig en anderledes måde at tænke på. En anderledes måde at anskue verden på. En anderledes måde at tale om ting på. En anderledes måde at være menneske på. Anderledeshed er ikke en sygdom! Måske er det i virkeligheden en superkræft 🙃

En bog der handler om meget mere end blot hvad ADHD er. Bogen skildrer rigtig fint mellem sjove anekdoter fra Jim’s virkelig spændene liv, og fakta fra de førende forskere indenfor emnet. Jeg havde 8 timers fantastisk læsning og havde svært ved at lægge bogen fra mig. 5/5 stjerner fra mig og flere hvis der var muligt.

En bog om ADHD skrevet af en tidligere badass cokepusher og hans hustru var måske på forhånd ikke den udgivelse jeg havde forventet ville indenomsekspresoverhale alle andre ventende bøger i min høje bogstak. Men hurtigt blev jeg opslugt og drønede igennem den. Bogen handler om Jim Latrache – som du måske husker fordi han spillede Mr James i Mads Brüggers Nordkorea-dokumentar ’Muldvarpen’. Eller som du måske har læst et kapitel om i min egen bog ’Moderne danske eventyrere’. Bogen er på fremragende vis skrevet af hans hustru Nicoline Latrache-Qvortrup. Bogen er – ligesom Jim – på en gang ærlig, vild, velreflekteret og fucking rock’n’roll. Den veksler mellem meget underholdende beskrivelser af Jims opvækst, ophold i fremmedlegionen, rejser og fængselsophold. Det hele sat op mod parrets betragtninger om deres ADHD. Hele bogens pointe er at ADHD ikke er en sygdom, men - hvis korrekt udnyttet - i stedet en superkraft. Undervejs underbygges denne påstand via interviews med forskellige eksperter. Nicoline skriver levende, følsomt, letlæseligt og præcist. Ofte i korte, kloge sætninger som jeg bedst kan lide det. Og kombinationen af Jims vilde, skarpe, ligefremme og billedrige citater kombineret med Nicolines skrivemåde og forståelse for sin partner fungerer fantastisk. Vi tager lige et par citater: ”Jeg bestiger hende lidt mere gelinde end derhjemme. Der er meget mindre truthorn og klaphat.” (om sex i fællesrummet i et indonesisk langhus) Og om ADHD: ”Det er tidlig morgen, og jeg vågner alene i min seng i Jyderup Statsfængsel. Som altid med et hoved, der indeni ligner Shibuya Crossing i Tokyo. Tusindvis af tanker, billeder, lys, tegn og sanseindtryk rammer mig på én gang. Som de 3.000 mennesker der på samme tid går over dette ikoniske fodgængerfelt. Jakkesætsvæsner, rygsækturister, mangafetichister med rottehaler. Mennesker på vej mod hvert sit. Mennesker, der skal noget. Mennesker, der ikke skal noget. De fortabte, forarmede, forfærdede. De nysgerrige, nyrige, nørdede. Alle med blikket rettet mod noget. Så meget at kigge på og alt for lidt tid. Så meget at forstå. Jeg har brug for mere tid for at forstå. Det hele går så hurtigt, at jeg ikke når at forstå! Jeg kigger mig omkring og ser neonlys, og noget så fucking random som verdens største Starbucks. Duft af mennesker, metro og mad blander sig i den farverige eksplosion, jeg kalder indersiden af mit hoved.” Og vi supplerer lige med et par af bogens mange kortere citater: ” Hvis jeg havde været en væddeløbshest, havde jeg nok ikke satset mine penge på mig selv”, ”mit fedtede garn var ligeså shiny som mine laksko” og ”hans intentioner var ikke tydelige. Jeg har altid haft det svært med løgnagtige mennesker.” Afsnittet om Anjuna Beach i Indien hvor Jim gemmer ecstasy oppe i sit røvhul er ganske enkelt noget af det sjoveste, jeg nogensinde har læst. Forestil dig for eksempel hvordan denne her sætning passer ind: ”Da jeg i det sparsomme lys fornemmer, at de brune nutellaspor på væggen begynder at høre op, vender jeg min opmærksomhed mod kondomet i mine hænder..” Grundlæggende besidder Jim (og Nicoline) en betragtelig livserfaring. Få mennesker har som han formået at lære af sine fejl og vende sit liv rundt. Fra kriminel gangster til respekteret skuespiller, far, immaterialistisk rejsende, klog filosof og levemand, der vil hjælpe andre der har ADHD til også at blive en succes. Fed mission. Hatten af for den. Jeg kan især godt lide kapitlet om besøget hos den indonesiske Mentawei-stamme. Stammefolket beskrives respektfuldt og følsomt og med fokus på stammemedlemmerne frem for på Jim, Nicoline og deres søn Neo selv. Oplevelsen hvor Jim stiller et lidt filosofisk spørgsmål til shamanen om hvorfor han har valgt den moderne civilisation fra og den traditionelle levevis til rammer det hele godt ind. Og svaret passer fuldstændig, med det svar jeg selv har fået, når jeg er draget ud til afsidesboende stammer. Som Jim er det lige ud af posen og ærligt. Svaret lyder: ”Det er, fordi det er her, mine grise og kyllinger er.” Bogen er i det hele taget skrevet med et rent hjerte og et åbent sind. Og en tourettes-tenderende evne til at sige tingene befriende lige ud. Varme anbefalinger og masser af stjerner herfra.