Nu skriger jeg i stilhed

“Du har altid været nok. Det er der bare ikke nogen, der har sagt til dig. Så nu gør jeg det.” Nu skriger jeg i stilhed er Thomas Buttenschøns personlige historie om at opvokse i en lille provinsby, hvor han var anderledes, om at miste begge sine forældre i en alt for tidlig alder, og om at lære at dukke sig, for ikke at stå i skudlinjen. Det er en bog om sorg, om at miste, ensomhed, om at stå udenfor, at være forkert, at være utilstrækkelig, at blive overset, udskammet og bare være alene. Men det er også hans historie om, hvordan han kom igennem, fordi der var nogle enkelte undervejs, der så ham og blev stående sammen med ham, da han havde mest brug for det. Og ud over at være Thomas’ personlige historie, så er det også en historie til alle os andre. For alle os, der har følt os forkerte, har forsøgt at gætte os til, hvordan vi kunne blive en del af fællesskabet og som har troet på, at alle andre har det meget nemmere end os selv. Det er en påmindelse om, at vejen frem nok ikke er lige og uden bump, men der er altid en vej frem og vi kan først se det, når vi kommer til enden af vejen. Thomas Buttenschøn skriver ærligt og intenst og man får behov for at finde den lille dreng og kramme ham, så han lærer at tro på, at han er, som han skal være, meget hurtigere end det virkelige liv tilbød ham. Undertitlen “Ikke en popsang” varsler, at bogen indeholder noget helt andet end den glade og bekymringsløse Thomas, vi kender fra musikscenen og børne-tv. Det her er historien om et levet liv, der ikke har været sjovt eller rart. Men som han har valgt at kæmpe sig igennem alligevel. Kæmpe stor tak til Thomas Buttenschøn for at invitere os ind i hans sjæl og blive klogere både på ham og på os selv. Bogen fortjener at blive læst mange gange og blive slidt op på landets biblioteket.