Løgnens testamente er delt op i to bind. Bind 1 er vinklet ud fra en alvidende persons oplevelse af de forskellige begivenheder og hændelser, og fortællingen foregår i 3. person, mens bog 2 er en jeg-fortælling, hvor forfatteren udlever sin helt personlige tolkning af Nietzsches sentens ”Man er den, man bliver”. Hovedtemaet i begge fortællinger handler om identitet og livsholdninger med fokus på, hvorfor vi mennesker nogen gange lader os fascinere af at leve livet som en anden person, end den man i virkeligheden er. Nogle gange er det løgnen om ens baggrund og ophav, der bærer forvandlingen til den anden person, løgnen om en selv og de nærmeste omgivelser, det at forråde sit sande jeg for at få et nyt og andet liv, en anden identitet og selvforståelse. Bind 1 handler om lige netop denne proces frem mod den udslettende erkendelse af, at det hele mere eller mindre har været spildt og forgæves. Den lange vej frem til det sidste opgør bliver eksponeret yderligere af omstændigheder, der kun indirekte har med hovedpersonens egne beslutninger at gøre. Bind 2 handler om, hvordan følelser og kærlighed kan forvandle et menneske og, hvordan misforstået respekt for den person, man forguder, nærmest kan gøre en blind, for det liv, man selv repræsenterer og inderst inde identificerer sig med. Når man samtidig arver en anseelig formue og nyder omgivelsernes respekt, og karrieremæssigt knyttes sammen med den person, man har elsket så højt, og nærmest smelter sammen med både hans intelligens og hans fremadstræbende succes, så glider den indre selvforståelse, ned i kælderetagen og fortrænges. Hovedpersonen Celine forvandles stille og roligt til ham, JN. De nærmeste omgivelser bemærker det og påtaler det adskillige gange, men det forstærker kun den indre transformation, da det er den, der holder hovedpersonen kørende. Bomben springer først den dag, da Celine ved en tilfældighed finder et personligt testamente fra JN og tager til Zürich, hvor det hele mere eller mindre begyndte.