Interview med Annette Bjergfeldt på Bogforum 2023

”Jeg tror egentligt godt, at jeg selv ville have levet i 1920 og gå med svanehat og smukke sko. Hvor der ikke var alt for meget med mobiltelefoner. Jeg kan godt lide den der verden, hvor det er helt skrabet væk fra mobiltelefoner og alt muligt andet, hvor vi bare har de relationer, man nu har til hinanden. Jeg kan godt lide at gå på opdagelse og på eventyr – derfor blev det så et sømandshjem med 24 værelser og der bor en hel verden på den ø – det er ligesom at ryste en snekugle.” 

Har du en baggrund med dans? Hvordan ved du så meget om dans og sko?

”Nej, det har jeg ikke. Men jeg har en fortid indenfor musik. Jeg har været musiker og sangskriver i mange år – og også maler. Så det som filmen indeholder i bogen, nemlig både billederne, dialogen og soundtracket kommer derfra. Selv er jeg slet ikke god til at danse – jeg er ikke nogen tangodanser. Men det er dødssygt bare at skrive om sig selv – jeg synes det er sjovt at finde nogen, hvor man tænker: ”sådan en som hende, hvad er hun for en?” Jeg er også mere pigen Lita, end jeg er nogen andre af de karakterer. Så derfor må karaktererne godt være optaget af noget, jeg ikke ved noget om og så prøver jeg at finde ud af, hvad det mon er. Så jeg er en opdagelsesrejsende mere end jeg ved, hvor skatten er gemt – det ved jeg ikke før til sidst. Så jeg bliver lige så meget læser og tænker: ”Gad vide, hvad der nu sker”. Og tit ved jeg det ikke – så kommer der lidt på vandrørene, lidt i en faldskærm og så snakker jeg lidt med nogen. Og pludseligt finder jeg ud af, at det er dén vej. ”

Oona får sin hørelse igen – var det også noget, der bare kom til dig?

”Det vidste jeg heller ikke fra start – jeg tænkte bare, at hun var døv hele vejen igennem. Men så tænkte jeg: ej det ville alligevel være ret fantastisk, hvis hun nu kan høre – ville hun så gå fuldstændig amok?  Og så har jeg altid synes at Foley artists, som laver lyde til film med baljer, sand, opvaskebørster, er så syrede. Store amerikanske film bruger stadigvæk et par, som har en lade med alle de her ting. Der er nogle lyde, som tilhører mennesket, som man ikke kan lave digitalt – og det synes jeg er fascinerende. Der er alligevel noget, som tilhører mennesket i disse AI tider. I bogen starter det helt fra stumfilmen og hvad betyder det, når man er døv – hvad ville der ske, hvis miraklet indtraf og man rent faktisk kan høre. Og så fortalte min ørelæge mig, at han havde arbejdet i Grønland, hvor der var nogle børn, der var erklæret døve – men så viste det sig, at det bare var trommehinden, som var sprunget. Så jeg kan gode lide, at det også er rigtigt. Og det der med griseblæren er også rigtignok – i 1600-tallet eksperimenterede man med at sætte griseblærer ind i stedet for trommehinden.”

Hvad er dit forhold til Argentina og Canada? 

”Jeg kender øen fra da jeg var barn fordi nogle af mine forfædre immigrerede til en ø, som ligner den i bogen. Den hedder noget andet, men jeg kender godt den ø og jeg har også boet i Montréal, da jeg var ung. Så jeg har noget Canada indeni mig.

Fortællingen foregår i Argentina, fordi det er så langt fra Føtex, som det kunne være. Jeg havde bare lyst til at skrive en champagnegalop, som giver os håb og lys. Selvom der også sker virkelige sørgelige ting i bogen - der er mennesker, der drukner og der sker alle mulige tab. Det lyse er lige så sandt som mørket, og jeg har lyst til at dyrke lyset på en eller anden måde. ”

Så fortællingen kunne have foregået i hvilket som helst land?

”Det var fordi, at Argentina er tangoens land. Og nogle gange skriver det sig selv. Den første sætning i bogen ”Jeg blev undfanget på et dansegulv i Buenos Aires”, landede klokken 3 om natten som små sætninger i små faldskærme i mit hoved et eller andet sted. Det er på en måde magisk at skrive. Jeg har ingen plotkort, jeg har bare en skotøjsæske og et jernkorset og så driver jeg ud i verden på min hest og ser, hvor jeg kan galoppere hen med det. Og så tager det mig forskellige steder hen. ”

Religion fylder en del i historien – da den starter i et kloster med katolske nonner og ender på en Canadisk Ø med protestanter. Har du et særligt forhold til religion? 

”Jeg er sådan en, som håber på Gud – jeg er ikke altid sikker på, at jeg tror på Gud. Som en præst sagde: ”Hvad gør du når, du tvivler? Så lever jeg som om, Gud findes”. Jeg synes bare, at det er en smukkere verden, der er mere barmhjertighed og jeg elsker at gå ind i kirken og synge salmer. Jeg bliver bare bevæget over, at man i Kristendommen allerede er elsket – du skal ikke gøre noget, du kan bare gå derind. Det er bare dejligt, at alle kan gå ind og være lige. Jeg leder tit efter tegn på noget: er der en mening med det hele? er der nogen, der holder øje med en? Det der med at projicere tilfældet – lige pludseligt er der ting, som hænger sammen som sådan et smukt stjernebillede, som ingen kendte. ”

Et tema, der fylder meget i bogen, er Litas manglende faderfigur og hendes søgen efter tryghed. Vil du fortælle lidt om det?

”Jeg havde selv en far, og han døde da jeg var 30, så det var ikke, da jeg var ung. Men jeg har levet mange år uden min far og mange år kun med min mor, mine to fastre, min søster og min mormor. Altså i et kvindeunivers. Så det er på en eller anden måde tit dem, der er de stærke i mit liv. Og så har jeg også en meget lille familie - jeg har kun min søster tilbage. Så med et forpjusket stamtræ leder man efter steder, hvor man ellers kan finde familie. Vi kan finde vores familier alle mulige steder. Lita og hendes mor har en kæmpe kærlighedshistorie sammen, og hun er der for Lita, når det virkelige gælder. Jeg tænkte egentligt ikke, at jeg skrev om min egen mor, men en af mine veninder sagde: ”Hold da op! Det er da en historie om dig og din mor.” Min mor er også død for nyligt, så måske bogen er om hende – hun var også et festfyrværkeri (ligesom Fabiola) og man kunne heller ikke holde hende i hånden (ligesom Fabiola). Fabiola er helt sin egen, men der er sådan lidt surdej, man tager med. ”

Bogen er Månedens læseoplevelse i december - hvorfor skal folk læse bogen?

”Ja det er fantastisk! Og det er så godt med sømandshjemmet, der hedder Betlehem og har 24 værelser. Den er god til jul! Man skal læse bogen, fordi der er håb selvom, man har en klumpfod eller man ikke kan høre, eller man er bange for lange sætninger. Vi er alle sammen så fulde af fejl, selvbebrejdelser og ting der ikke passer sammen. Alle vores mangler og shortcomings bliver lige pludseligt noget, vi kan bruge til noget. Der er så mange hårde bøger, synes jeg. Min bog er også en, hvor ikke alle overlever og man får ikke dem, man havde drømt om – men så sker der noget andet. Man tager ligesom fat i sig selv og klipper: hvilken film er det, vi klipper i vores liv? Mr. Saito siger på et tidspunkt: ”Når lyset falder på et menneske…” og det er dét, film gør – de består af lys og skygge – og når lyset falder på et menneske, kan alting ske. Vi er også i en verden lige nu, hvor jeg synes, at det handler om at vinde eller at folk skal stemmes hjem – det er dødssygt. Bogen er en antidote til det der med, at nogen vinder og resten kan bare tage i Føtex. ALLE har noget værdifuldt. Det er i virkeligheden et julebudskab: Lige meget hvad, så kommer vi alle sammen med et eller andet. Så på den måde passer bogen perfekt til julen. Jeg har selv lyst til at flytte ind på Betlehem – jeg kan godt nok ikke bo på værelse 24, for der bor Mr. Saito.
Men folk trænger til en fest. Bogen er en fest – en champagnegalop.”