Bog & idé

Q&A med Naja Marie Aidt

1. Hvem er hovedpersonen i Øvelser i mørke, og hvor i livet befinder hun sig?

Hovedpersonen er en kvinde på 57 år. Hun er mor til tre voksne børn og bor alene i en lejlighed. Da vi møder hende, er hun sygemeldt på grund af voldsom PTSD, og gennem romanen udfolder hendes familie- og livshistorie sig, mens vi følger hendes behandling for sin sygdom over et år - den langsomme helbredelse, hverdagslivet med familie og veninder og de ting tilværelsen byder hende, på godt og ondt.

2. Hvilken rolle spiller venindeskabet og fællesskabet imellem kvinderne i din roman?

Det betyder meget. Veninderne har hun kendt siden de alle var unge, de har fulgt hinanden gennem livet. De hjælper og støtter hinanden, de får hinanden til at grine, selv når livet er sværest, og der er en ømhed og trofasthed mellem dem, som netop kendetegner den relation, som venskabet er. Men der er mange andre kvinder, som også får taletid i romanen i forskellige spor. Blandt andet de kvinder, der bor i hovedpersonens opgang.

3. Vores hovedperson befinder sig i et intenst PTSD-forløb - hvordan har din research været i forbindelse med det?

Jeg har både læst meget faglitteratur om emnet og talt med specialpsykologer og psykiatere. Og så har jeg selv noget erfaring med traumer i forbindelse med min søns pludselige og voldsomme død. Desuden er jeg jo kvinde, og derfor har jeg gennem livet oplevet mange grænseoverskridende og ubehagelige ting, som de fleste andre kvinder. Det handler bogen nemlig også om: Det store katalog af overgreb, krænkelser og vold, som desværre ofte er en del af en kvindes liv og historie. Men romanen handler også om moderskab, hårdt arbejde, afmagt og vrede, og om at forsøge at lære at mærke hvad man egentlig selv har lyst til.

4. Hvorfor hedder romanen Øvelser i mørke?

Bogen hedder Øvelser i mørke, fordi hovedpersonen skal øve sig i at være i mørket for at kunne træde ud af mørket. I PTSD-behandling skal man nemlig gennemleve de traumatiske episoder, for at kunne slippe frygten for dem. Sådan fungerer traume-terapi. Man lærer hjernen, at der ikke er fare på færde længere ved faktisk at eksponere sig for den fare, der har været, så man ikke konstant er bange og i alarmberedskab. Det traume, der har udløst hovedpersonens PTSD, trækker andre oplevelser fra fortiden op til overfladen, så man kan sige, at hun via behandlingen prøver at forstå sig selv og sit liv på en ny måde, så hun kan gøre sig mere fri af sin historie og blive bedre til selv at trække grænser og udfolde sig.

nyhed
Naja Marie Aidt
Læs uddraget

Nyhed fra Naja Marie Aidt

Øvelser i mørke er en hård og poetisk roman om kvindeliv. En fortælling om venskab og vold, om at slutte kreds i kærlighed, afmagt og trods og endelig sige sine sandheder højt. Og om at komme overens med sin historie – på helt egne præmisser.

Læs mere